Nordjyske Bank fusionerer med Ringkjøbing Landbobank

Nordjyske Bank har i forlængelse af et overtagelsestilbud fra Jyske Bank besluttet at fusionere med Ringkjøbing Landbobank. Plesner har rådgivet Nordjyske bank gennem hele processen.

Den 13. marts 2018 offentliggjorde Jyske Bank et overtagelsestilbud til alle aktionærer i Nordjyske Bank på 170 kr. per aktie svarende til en 42,9 pct. højere pris end den daværende uforstyrrede aktiekurs. Bestyrelsen i Nordjyske Bank valgte at afvise overtagelsestilbuddet, hvorefter Jyske Bank den 5. april fremsatte et nyt og højere bud på 190 kr. per aktie.

For at sikre Nordjyske Banks muligheder for at fortsætte som en stærkt lokalt forankret bank forhandlede Nordjyske Bank samtidig med Ringkjøbing Landbobank om en mulig fusion.

Det lykkedes at indgå aftale om en fusion, hvor aktionærerne i Nordjyske Bank modtager én aktie i Ringkjøbing Landbobank samt et beløb på 18 kr. i ombytning for hver to Nordjyske Bank-aktier. Det svarer samlet til en værdi på 193,50 kr. per aktie, hvilket ligger over buddet fra Jyske Bank.

Fusionen er blevet endeligt vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling i Nordjyske Bank den 7. juni 2018 med 97,2% af de repræsenterede stemmer.

Plesner har i tæt samarbejde med Nordjyske Banks finansielle rådgiver, Danske Bank A/S, bistået med at få gennemført denne løsning for banken og dens aktionærer.

Seneste nyt om M&A og Capital Markets

Capital Markets