Regeringens vækstteam for life science giver 17 anbefalinger

Regeringens vækstteam for life science har netop fremlagt sine anbefalinger til, hvordan Danmarks internationale styrkeposition på life science-området kan udbygges. Dette skete på et pressemøde med deltagelse af bl.a. formanden for vækstteamet Kåre Schultz og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Anbefalingerne er:
  1. Danmark skal afsætte flere ressourcer og målrette den offentlige forskning samt øge den private forskning, som er grundlaget for innovation i dansk life science. Samtidig skal uddannelse af højtkvalificerede forskere til den private og offentlige sektor styrkes.

  2. Koordination af klinisk forskning i Danmark samles ét sted under det nuværende NEXT samarbejde, der udvides til en landsdækkende organisation omfattende alle kliniske områder. Det nye NEXT 2.0 forankres mellem stat, regioner og virksomheder, og mulighederne for klinisk forskning på hospitalerne styrkes.

  3. Der skal arbejdes for at skabe rammerne for et transparent og tillidsfuldt offentligt-privat samarbejde mellem sundhedsvæsen og virksomheder.

  4. It og sundhedsdata skal kunne anvendes sikkert til at udvikle og forske i nye og innovative behandlingsformer og medvirke til et bedre, sikrere og mere sammenhængende sundhed-væsen.

  5. Lægemiddelstyrelsen styrkes, så den kommer i den absolutte europæiske top.

  6. Der skal være flere notified bodies (organer som certificerer medicinsk udstyr) i Danmark med relevant kompetence af høj kvalitet for at imødekomme efterspørgslen.

  7. Danmark skal være forgangsland inden for personlig sundhedsteknologi (PST).

  8. Det danske uddannelsessystem skal organiseres, så det i højere grad er i stand til at levere medarbejdere i verdensklasse med de rette kompetencer til hele værdikæden i den danske life science industri.

  9. Dansk life science er global – og vilkårene for tiltrækning og fastholdelse af internationale talenter og kvalificeret arbejdskraft skal være i den europæiske top.

  10. Der skal sættes øget fokus på entreprenørskab og innovation i life science forsknings- og uddannelsesmiljøerne, og vilkårene herfor skal forbedres.

  11. Der skal banes vej for flere life science virksomheder gennem bedre adgang til tidlig finansiering.

  12. Danske life science virksomheders muligheder for at tiltrække kapital skal styrkes.

  13. Skatteincitamenterne for forskningstunge virksomheder og for investorer skal forbedres.

  14. Life science virksomheder skal have gode rammer for produktion i Danmark med forskning og udvikling som fundament.

  15. Der skal fortsat arbejdes for at understøtte et smidigt, stabilt, rationelt og innovationsfremmende hjemmemarked, der kan fungere som et internationalt udstillingsvindue.

  16. Der skal udarbejdes en national eksportstrategi for life science, og denne skal understøttes med ny finansiering øremærket til eksportfremmeaktiviteter med den målsætning, at eksporten af danske life science løsninger fordobles frem mod 2025. Herudover skal der udarbejdes en handlingsplan, som skal danne grundlag for en øget indsats for målrettet tiltrækning af udenlandske investeringer til den danske life science klynge.

  17. Der skal på baggrund af vækstteamets anbefalinger udarbejdes en vækstplan for life science samt etableres et permanent life science kontor med reference til erhvervsministeren.

Rapporten kan findes i sin helhed her

Seneste nyt om Life Science

Life Science