Plesners IP Team styrkes yderligere

Vi er glade for at kunne dele, at Kim Wagner pr. 1. september 2023 er en del af Plesners IP-team.

Kim er European Patent Attorney og har været ansvarlig for og procederet et meget stort antal indsigelsessager ved den Europæiske Patentmyndighed (EPO). Han har derfor dybt kendskab til EPOs praksis.

Ikrafttrædelsen af Den Europæiske Patentdomstol (Unified Patent Court - UPC) har skabt yderligere fokus på at adressere EPOs praksis i relation til gyldigheden af udstedte patenter. Vi forventer tillige, at UPC-domstolene vil ønske at blive oplyst udførligt om EPOs praksis og vil tillægge denne vægt. I den seneste tid har flere store udenlandske advokatkontorer derfor oprustet deres patent-teams med patentagenter.

Det er en trend, som giver mening, og som vi derfor også gerne vil følge.

Da muligheden bød sig for at få Kim med på holdet, var vi derfor ikke sene til at takke ja, og vi ser frem til, at Kim yderligere vil styrke vores patent-team, der i forvejen er det førende i Danmark - både på ratings, antal sager og antal medarbejdere. 

Da behovet for patentagenternes assistance imidlertid er større, end hvad en enkelt person kan dække, vil Plesners IP-team dog også fortsætte samarbejdet med andre patentagenter.

Kim Wagner er uddannet kemiingeniør fra DTU og har skrevet PhD indenfor biokemi. Fra 2004 til 2023 har Kim arbejdet som rådgiver i et af landets førende patentagent-firmaer, hvor han blandt andet har været ansvarlig for firmaets litigation. Forinden har Kim desuden fem års erfaring fra industrien som in-house Patent Attorney.

Vi ser frem til at løfte vores sagsførelse i patentretssagerne yderligere med Kim Wagner på holdet.

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret