Konkurrenceret - Q&A

Q: Må konkurrenter samarbejde om eksempelvis koordinering af priser, kampagner, varesortiment eller åbningstider?
A: Nej - Det vil som klart udgangspunkt anses for en alvorlig overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, der blandt andet kan medføre væsentlige bøder eller endda fængselsstraf. Både de danske konkurrencemyndigheder og konkurrencemyndighederne i andre lande har givet udtryk for, at de på trods af COVID-19-krisen er på vagt og vil gribe ind over for eventuelle overtrædelser af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, herunder samarbejder mellem konkurrenter der har til formål at undgå, at (pris)konkurrencen om den tilbageværende efterspørgsel yderligere forværrer virksomhedernes økonomiske situation.

Q: Må konkurrenter samarbejde om eksempelvis levering af varer for at imødekomme forsyningsproblemer eller lån af salgs- eller logistikpersonale for at dække for sygdoms- eller karantæneramte medarbejdere?
A: Måske - Det vil dog afhænge af en forudgående konkret vurdering af samarbejdets potentielle konkurrenceskadelige virkninger og eventuelle (kriserelaterede) fordele, som samarbejder medfører. Udover at gennemføre sin egen konkurrenceretlige vurdering kan virksomheder overveje at drøfte mulige samarbejder med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Både de danske konkurrencemyndigheder og konkurrencemyndigheder i andre lande har tilkendegivet, at de ikke aktivt vil forfølge sager om nødvendige og midlertidige samarbejder, der varetager relevante beskyttelseshensyn.

Q: Må konkurrenter gøre hinanden opmærksomme på mulige smitterisici eller udveksle erfaringer vedrørende praktiske foranstaltninger til forebyggelse af smitte
A: Ja - Det giver som udgangspunkt ikke anledning til konkurrenceretlig problemer. Konkurrenter bør dog afholde sig fra at udveksle oplysninger om, hvordan de hver især agerer eller agter at agere kommercielt af hensyn til smitterisici, eksempelvis gennem at ophøre med at sælge visse varer eller at begrænse sine åbningstider.

Q: Må konkurrenter hjælpe hinanden med at forstå de mange nye regler og anbefalinger fra myndighederne i anledning af COVID-19-krisen?
A: Ja - Det giver som udgangspunkt ikke anledning til konkurrenceretlig problemer. Konkurrenter bør dog afholde sig fra at udveksle oplysninger om, hvordan de hver især agerer eller agter at agere kommercielt inden for de rammer, som reglerne og anbefalingerne opstiller.

Q: Må leverandører lovligt hæve priser på produkter, såsom mundværn, engangshandsker og håndsprit, som følge af den øgede efterspørgsel, som COVID-19-kriser medfører?
A: Hvis leverandøren indtager en dominerende stilling, kan det potentielt være i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. Leverandører af sådanne produkter skal derfor være varsomme med at gennemføre prisstigninger, og forhandlere eller slutkunder, der oplever prisstigninger fra potentielt dominerende leverandører, kan overveje at klage til konkurrencemyndighederne. Både de danske konkurrencemyndigheder og konkurrencemyndighederne i andre lande har givet udtryk for, at de er på vagt og vil gribe ind over for virksomheder, der misbruger krisen til at tage urimeligt høje priser.

Du er velkommen til at kontakte Plesner Coronavirus Task Force, hvis du har spørgsmål.