Alkoholisme var ikke et handicap

Alkoholisme var ikke et handicap, og bortvisningen var berettiget. Det fandt Østre Landsret ved en dom af 13. juni 2014.

Sagen omhandlede en tandplejer, der blev bortvist for at have forårsaget skader på en patient under en tandrensning i spirituspåvirket tilstand.

Tandplejeren, der havde været ansat på klinikken siden 2002, havde diagnosen alkoholiker ifølge en erklæring fra hendes egen læge. Tandplejeren havde i 2006 - med opbakning fra arbejdsgiveren - været indlagt på et behandlingshjem i 6 uger. Efter en alkoholbetinget episode i 2010 foranledigede arbejdsgiveren, at tandplejeren deltog i AA-møder. Alkoholforbrug og behandling heraf blev herefter jævnligt drøftet mellem tandplejeren og arbejdsgiveren.

Tandplejeren mente derfor, at bortvisningen var i strid med forskelsbehandlingsloven, idet hendes alkoholisme udgjorde et handicap.

Landsretten lagde til grund, at tandplejeren i en årrække inden bortvisningen havde haft et alkoholmisbrug. Landsretten fandt det dog ikke bevist, at tandplejerens årelange overforbrug af alkohol havde indebåret en mere varig funktionsnedsættelse. Allerede på denne baggrund vurderede landsretten ikke, at hendes alkoholmisbrug kunne betragtes som et handicap, sådan som dette begreb er fastsat ved EU-Domstolens dom i Ring og Werge-sagerne og i U2013.2575H.

Derfor skulle landsretten alene tage stilling til, om bortvisningen af tandplejeren, der skete med henvisning til, at hun i spirituspåvirket tilstand havde forårsaget skader under tandrensning, var berettiget.

Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at medarbejderen havde været så spirituspåvirket den 23. april 2012, at hun ikke havde været egnet til at udføre sit arbejde. Dette udgjorde en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at bortvisningen havde været berettiget. Landsretten lagde her vægt på, at arbejdsgiveren i flere omgange, herunder ved en MUS-samtale i 2011, havde indskærpet, at arbejde i alkoholpåvirket tilstand ville indebære et ophør af ansættelsen. 

Dommen viser, at der i overensstemmelse med hidtidig praksis kræves en mere varig funktionsnedsættelse for at blive omfattet af handicapbegrebet.

Der er ikke med dommen taget endeligt stilling til, om alkoholisme vil kunne udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, hvis medarbejderen som følge heraf bliver ude af stand til at deltage på lige fod med andre på arbejdsmarkedet gennem en længere periode.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret