Beregning af ferietillæg
Ferietillægget skulle beregnes af den på ferietidspunktet gældende sats. Det kom Vestre Landsret frem til ved dom af 3. april 2013.
Ferietillægget skulle beregnes af den på ferietidspunktet gældende sats. Det kom Vestre Landsret frem til ved dom af 3. april 2013.
Sagen drejede sig om en medarbejder, som var ansat som sælger i et selskab. Medarbejderens ansættelseskontrakt omtalte ikke spørgsmålet om ferietillæg, men medarbejderen havde løbende fået udbetalt et ferietillæg på 6,5%. I forbindelse med en rekonstruktion af selskabet blev ferietillægget nedsat til 1%. Ændringen blev varslet med 6 måneder, svarende til opsigelsesvarslet. Ændringen skulle derfor først træde i kraft pr. 1. januar 2010.
Da det blev maj 2010 konstaterede medarbejderen, at hun kun havde fået 1% i feriegodtgørelse for 2009 og ikke som sædvanlig 6,5%. Spørgsmålet var derfor, om medarbejderen havde krav på, at ferietillægget skulle beregnes på baggrund af den i optjeningsåret gældende sats.
Selskabet blev frifundet i både byretten og Landsretten, idet der dog var dissens i Landsretten for at give medarbejderen medhold. Flertallet i Landsretten fandt således, at ferietillægget skulle beregnes på baggrund af den på ferietidspunktet gældende sats og ikke af satsen i optjeningsåret, idet ferietillægget ikke kunne anses for endeligt erhvervet i optjeningsåret.
Dommen viser, at et ferietillæg skal beregnes af den på ferietidspunktet gældende sats og ikke på baggrund af satsen i optjeningsåret.