EU-Domstolens afgørelse af de danske handicapsager
I 2011 besluttede Sø- og Handelsretten at forelægge EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af beskæftigelsesdirektivet. Spørgsmålene drejede sig om afgrænsningen af handicapbegrebet, om arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse og om opsigelse i henhold til 120-dages reglen. Den 6. december 2012 fremlagde EU-Domstolens generaladvokat sit forslag til afgørelse, og den 11. april 2013 offentliggjorde EU-Domstolen så sin afgørelse.
I 2011 besluttede Sø- og Handelsretten at forelægge EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af beskæftigelsesdirektivet. Spørgsmålene drejede sig om afgrænsningen af handicapbegrebet, om arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse og om opsigelse i henhold til 120-dages reglen. Den 6. december 2012 fremlagde EU-Domstolens generaladvokat sit forslag til afgørelse, og den 11. april 2013 offentliggjorde EU-Domstolen så sin afgørelse.
Fortolkningen af handicapbegrebet
Domstolen præciserede indledningsvis, at begrebet "handicap" skal fortolkes således, at "det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægelig diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed." Domstolen præciserede yderligere, at karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, ikke er afgørende for, om der foreligger et handicap.
Nedsættelse af arbejdstiden
Domstolen udtalte derefter, at en nedsættelse af arbejdstiden kan udgøre en af de tilpasningsforpligtelser, som arbejdsgiveren kan træffe for at gøre det muligt for en handicappet person at fortsætte med at arbejde, men at det påhviler den nationale ret i det enkelte tilfælde at afgøre, om en sådan foranstaltning fører til en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren.
120-dages reglen
Domstolen udtalte herefter, at beskæftigelsesdirektivet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en arbejdsgiver kan opsige en arbejdstager med forkortet opsigelsesvarsel på grund af sygefravær, når sygdommen skyldes, at arbejdsgiveren har undladt at træffe hensigtsmæssige og rimelige foranstaltninger.
Domstolen bemærkede i tilknytning hertil, at 120-dages reglen kan medføre en indirekte forskelsbehandling af handicappede personer, men at det tilkommer den nationale ret at undersøge, om 120-dages reglen er objektivt begrundet i et legitimt mål, og om de trufne foranstaltninger til at opfylde dette er hensigtsmæssige og nødvendige.
Afgørelsen viser således, at handicapbegrebet er et begreb under udvikling, og at en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, som medfører en varig begrænsning, kan udgøre et handicap, hvis denne begrænsning forhindrer den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i erhvervslivet på lige fod med andre.
En sygdom, som ikke medfører en sådan begrænsning, er derimod ikke omfattet af handicapbegrebet.
Afgørelsen viser derudover, at en nedsættelse af arbejdstiden kan udgøre en af de ?hensigtsmæssige foranstaltninger, som en arbejdsgiver er forpligtet til at iværksætte ?over for medarbejdere med handicap, og at anvendelsen af 120-dages reglen kan udgøre indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, når sygefraværet er en følge af medarbejderens handicap, medmindre anvendelsen af 120-dages reglen er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opnå dette er hensigtsmæssige og nødvendige.