Flere kvinder i bestyrelsen
Folketinget har for nylig vedtaget et lovforslag, der har til formål at skabe en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder i virksomhedernes bestyrelser.
Folketinget har for nylig vedtaget et lovforslag, der har til formål at skabe en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder i virksomhedernes bestyrelser.
Med det vedtagne lovforslag er der således indsat bestemmelser i selskabsloven (§ 139a) og i årsregnskabsloven (§ 99b), hvorefter en række virksomhedstyper forpligtes til at opstille måltal og udarbejde politik for ligestilling, ligesom virksomhederne pålægges at redegøre for status på virksomhedernes opfyldelse af disse krav.
Derimod indeholder de nye regler ikke egentlige kvotekrav til andelen af kvinder i bestyrelsen.
Reglerne vil blandt andet gælde for statslige aktieselskaber, børsnoterede selskaber, store virksomheder, store erhvervsdrivende fonde og en række finansielle virksomheder.
Store virksomheder er virksomheder i regnskabsklasse C, som overskrider to af årsregnskabslovens tre følgende størrelsesgrænser i 2 på hinanden følgende regnskabsår: (i) Balancesum på kr. 143 mio., (ii) En nettoomsætning på kr. 286 mio. og (iii) Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 250.
Virksomheder, som har andre værdipapirer end aktier (eksempelvis obligationer) optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, vil også være omfattet af de nye regler. Dette gælder uanset størrelsen af virksomheden.
En virksomhed er undtaget fra kravene om opstilling af måltal og udarbejdelse af politik, hvis der allerede foreligger en ligelig kønsfordeling (mindst 40/60 pct. af hvert køn) i virksomhedens bestyrelse, henholdsvis i ledelsesniveauerne generelt. Oplysning herom skal dog fremgå af virksomhedens redegørelse i årsrapporten.
Der gælder endvidere en bagatelgrænse i relation til kravet om udarbejdelse af politik for ligestilling. Virksomheder, der beskæftiger under 50 medarbejdere, er således ikke underlagt kravet om udarbejdelse af politik for ligestilling.
De nye regler træder i kraft den 1. april 2013, og afrapporteringsforpligtelsen vil gælde for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere.
Ledelsen skal derfor inden den 1. april 2013 have taget stilling til, hvorvidt der er behov for at opstille et måltal og udarbejde en politik, eller om virksomheden allerede opfylder lovens krav om en ligelig fordeling. Selve afrapporteringen om disse forhold vil derimod først finde sted i 2014 i forbindelse med virksomhedernes aflæggelse af deres årsrapport for 2013.
Måltal, politik for ligestilling og afrapportering
Ifølge de nye regler skal de omfattede selskaber opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, typisk kvinder, i bestyrelsen.
Selskaber, der har mindst 50 ansatte, vil være forpligtede til at udarbejde en politik for ligestilling med henblik på at øge andelen af det underrepræsenterede køn i virksomhedens ledelsesniveauer generelt.
Formuleringen "ledelsesniveauer generelt" skal ifølge bemærkningerne til lovforslaget forstås som samtlige ledelsesstillinger i virksomheden, der ligger under bestyrelsen. Formuleringen omfatter således samtlige direktører i en virksomhed, det vil sige også direktører, der ikke er registreret som direktører hos Erhvervsstyrelsen (f.eks. IT-direktør, økonomidirektør og HR-direktør). Formuleringen omfatter også andre former for ledende stillinger i en virksomhed, eksempelvis afdelingsleder, teamleder etc.
Ved opstilling af måltal skal virksomheden dels (i) opstille målsætninger om en højere andel for det underrepræsenterede køn, dels (ii) angive en tidshorisont, inden for hvilken man tilstræber at opnå den pågældende andel. Måltallet skal alene omfatte de generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen og ikke eventuelle medarbejdervalgte repræsentanter. Tidshorisonten bør højst fastsættes til 4 år, svarende til den maksimale valgperiode for bestyrelsesmedlemmer.
Den udarbejdede politik skal indeholde en beskrivelse af selskabets indsats for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i selskabets ledelsesniveauer generelt. Dette kan blandt andet ske ved indgåelse af samarbejde med andre virksomheder, målrettede tiltag for den enkeltes karriereudvikling gennem netværk og mentorordninger samt fastlæggelse af personalepolitikker, der fremmer kvinder og mænds lige karrieremuligheder.
Virksomhederne skal endvidere i forbindelse med aflæggelse af deres årsrapport redegøre for status for opfyldelse af det opstillede måltal samt for den udarbejdede politik for ligestilling. Denne afrapportering skal foretages af virksomhederne efter samme fremgangsmåde, som følger af de gældende regler om samfundsansvar i årsregnskabslovens § 99a.
Undlader virksomhederne at efterleve pligten til at opstille måltal, udarbejde en politik for ligestilling eller foretage afrapportering i årsrapporten, vil dette kunne medføre bødestraf. Det forhold, at en virksomhed ikke opfylder det opstillede måltal, vil derimod ikke i sig selv kunne udløse bødestraf.
Erhvervsstyrelsen vil i samarbejde med relevante erhvervsorganisationer udarbejde en vejledning til brug for virksomhedernes opfyldelse af de nye krav.