Tvunget ophør af medlemskab af A-kasse
Det er ikke i strid med EU-retten, at medlemskab af en A-kasse ophører, når medlemmet opnår folkepensionsalderen. Det kom Østre Landsret frem til ved en dom af 10. oktober 2012.
Det er ikke i strid med EU-retten, at medlemskab af en A-kasse ophører, når medlemmet opnår folkepensionsalderen. Det kom Østre Landsret frem til ved en dom af 10. oktober 2012.
Sagen var blevet anlagt af Ældre Sagen på vegne af et 69-årigt medlem. Ældre Sagen havde gjort gældende, at et tvunget ophør af medlemskab af en A-kasse ved opnåelse af folkepensionsalderen i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven var i strid med beskæftigelsesdirektivet og det almindelige fællesskabsretlige princip om forbud mod aldersdiskrimination.
Østre Landsret udtalte, at beskæftigelsesdirektivet ikke omfattede offentlige eller lignende ordningers udbetalinger, herunder offentlige ordninger for social sikring og social beskyttelse, hvis ikke ydelserne kunne sidestilles med løn.
Østre Landsret fandt herefter, at dagpengeydelserne ikke kunne sidestilles med løn, da retten til dagpenge ikke udgjorde et led i modtagerens arbejdsforhold, og ydelserne hverken helt eller delvist var finansieret af arbejdsgiver. Landsretten fandt ikke, at det forhold, at retten til dagpenge var betinget af et beskæftigelseskrav, og at dagpengenes størrelse beregnes på grundlag af den hidtidige arbejdsfortjeneste, kunne føre til et andet resultat.
Landsretten fandt, at uanset at dagpengesystemet blev administreret af private arbejdsløshedskasser, og at systemet var baseret på et forsikringsprincip - da retten til dagpenge forudsætter medlemskab af en arbejdsløshedskasse - måtte dagpengesystemet anses for en offentlig ordning for social sikring eller lignende ordning. Dagpengeordningen var således ikke omfattet af beskæftigelsesdirektivet, ligesom Østre Landsret heller ikke fandt, at der var grundlag for at antage, at bestemmelsen i øvrigt stred imod det almindelige fællesskabsretlige princip om forbud mod aldersdiskrimination.
Dommen viser, at arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelse om tvunget ophør af medlemskab af en A-kasse, når medlemmet opnår folkepensionsalderen, ikke strider imod EU-retten.