Bordet fanger for aftaler om lønnedgang
Det fastslog Østre Landsret ved en dom den 6. september 2012.
Det fastslog Østre Landsret ved en dom den 6. september 2012.
Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt der ved arbejdsgiverens konkurs skulle bortses fra en tidligere indgået aftale om lønnedgang, så en medarbejder kunne få udbetalt løn fra Lønmodtagernes Garantifond, som om der ikke nogle måneder før arbejdsgiverens konkurs var indgået en aftale om lønnedgang mellem arbejdsgiveren og medarbejderen.
Medarbejderen var således nogle måneder før konkursen - ligesom de øvrige medarbejdere i virksomheden - blevet stillet over for valget mellem at underskrive et tillæg til sin ansættelsesaftale om lønnedgang eller alternativt blive afskediget.
Behovet for aftalen om lønnedgang var begrundet i, at virksomheden på daværende tidspunkt var i økonomiske vanskeligheder, og virksomheden ønskede at indgå aftalerne om lønnedgang for at undgå en konkurs. Medarbejderen valgte at underskrive aftalen.
Den faglige organisation gjorde på vegne af medarbejderen i denne forbindelse gældende, at opretholdelsen af den indgåede aftale om lønnedgang efter arbejdsgiverens konkurs ville være i strid med aftalelovens § 36, og/eller at aftalen om lønnedgang var ugyldig som følge af bristende eller urigtige forudsætninger. Medarbejderen og flere kollegaer forklarede således under byrettens behandling af sagen, at de under det møde, hvor de fik valget mellem afskedigelse og lønnedgang, havde fået at vide af en repræsentant for arbejdsgiveren, at aftalen om lønnedgang ikke ville gælde i tilfælde af konkurs, og at medarbejderne derfor ville få dækket deres ”normale” løn af Lønmodtagernes Garantifond.
Det var blandt andet med henvisning til dette løfte fra arbejdsgiverens side, at den faglige organisation gjorde gældende, at Lønmodtagernes Garantifond skulle betale ”normallønnen” og ikke den nedsatte løn i henhold til aftalen om lønnedgang.
Landsretten fandt imidlertid, at medarbejderens indsigelser om ugyldighed på dette grundlag i realiteten var udtryk for en aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren om, at den indgåede aftale om lønnedgang - der i øvrigt var gyldig mellem parterne - ville bortfalde i tilfælde af konkurs, og at en sådan aftale mellem en medarbejder og en arbejdsgiver ikke kan gøres gældende over arbejdsgiverens konkursbo, idet dette strider mod det konkursretlige lighedsprincip og den lovbestemte konkursorden.
Som følge heraf fandt Landsretten, at de påberåbte urigtige/bristende forudsætninger og/eller aftalelovens § 36 ikke kunne føre til, at medarbejderen i forhold til konkursboet og Lønmodtagernes Garantifond kan kræve sig stillet, som om aftalen om lønnedgang ikke var indgået.
Desuden var Landsretten enig med byretten i, at den ufravigelige regel i funktionærlovens § 2 om, at opsigelse (og væsentlige ændringer i arbejdsforholdet) skal ske med varsel efter loven, ikke er til hinder for, at der som her indgås en aftale mellem en arbejdsgiver og en medarbejder om, at medarbejderens løn reduceres med øjeblikkelig virkning, uden at varslet i § 2 overholdes.
Dommen viser, at det generelt - uanset funktionærlovens bestemmelser om, at opsigelse og væsentlige ændringer af ansættelsesforholdet skal ske med lovens varsel - er muligt for en arbejdsgiver at indgå aftaler om lønnedgang med sine medarbejdere, hvis virksomheden kommer i økonomiske vanskeligheder. En sådan aftale vil også have virkning for medarbejderne i tilfælde af arbejdsgiverens efterfølgende konkurs. Denne sag var en prøvesag for en række lignende sager om aftalt lønnedgang før konkurs.