Den forkerte temperatur
Det var usagligt at opsige tre medarbejdere, der havde udfyldt fiktive tal på egenkontrolskemaer over temperaturmålinger på restaurantens saucer. Det kom en faglig voldgift frem til ved en afgørelse af 12. april 2012.
Det var usagligt at opsige tre medarbejdere, der havde udfyldt fiktive tal på egenkontrolskemaer over temperaturmålinger på restaurantens saucer. Det kom en faglig voldgift frem til ved en afgørelse af 12. april 2012.
I forbindelse med et kontrolbesøg hos arbejdsgivers restaurant konstaterede Fødevarestyrelsen, at flere af restaurantens saucer ikke havde den påkrævede mindste temperatur, hvorfor selskabet fik tildelt en sur Smiley samt en bøde. Da arbejdsgiveren indkaldte de tre medarbejdere, som havde stået for temperaturmålingerne af saucerne, til samtale, forklarede de, at der på grund af tidspres ikke altid blev foretaget temperaturmålinger, og at egenkontrolskemaerne derfor blev udfyldt med fiktive tal. Arbejdsgiver opsagde herefter de tre medarbejdere.
Opmanden lagde indledningsvis til grund, at det faktum, at medarbejderne ikke altid havde udført de påkrævede temperaturmålinger, og at de havde angivet fiktive tal i de egenkontrolskemaer, der skulle fremlægges for Fødevarestyrelsen, som udgangspunkt udgjorde en saglig opsigelsesgrund.
Opmanden mente dog efter bevisførelsen, at det ikke kunne udelukkes, at medarbejderne under deres sidemandsoplæring havde fået at vide, at det af tidsmæssige årsager kunne være nødvendigt at udfylde egenkontrolrapporterne med fiktive tal, samt at den daværende restaurantchef havde været bekendt med denne praksis. Derudover lagde opmanden til grund, at medarbejderne havde været af den opfattelse, at denne praksis var forsvarlig, da de havde erfaringer med, at saucerne havde den rigtige temperatur.
Opmanden fandt herefter, særligt henset til restaurantchefens manglende reaktion, at det havde været usagligt at opsige medarbejderne, hvorfor medarbejderne havde ret til godtgørelse for usaglig opsigelse.
Afgørelsen viser, at selvom der som udgangspunkt foreligger saglige grunde til at opsige en medarbejder, kan arbejdsgivers forhold - såsom manglende reaktion fra ledende medarbejders side - bevirke, at det ikke vil være sagligt at opsige medarbejderen.