Ingen beskyttelse forud for fertilitetsbehandling
Beskyttelsen mod afskedigelse i medfør af ligebehandlingsloven kunne ikke udvides til også at gælde det forberedende stadie af fertilitetsbehandlingen. Det kom Højesteret frem til ved dom af 29. marts 2012.
Beskyttelsen mod afskedigelse i medfør af ligebehandlingsloven kunne ikke udvides til også at gælde det forberedende stadie af fertilitetsbehandlingen. Det kom Højesteret frem til ved dom af 29. marts 2012.
Som følge af arbejdsmangel valgte en arbejdsgiver at opsige seks medarbejdere, heriblandt en medarbejder der havde haft en del sygefraværsdage de tre foregående år. Medarbejderen var desuden på tidspunktet for opsigelsen i gang med de indledende undersøgelser til fertilitetsbehandling og mente sig derfor beskyttet af ligebehandlingsloven.
Dette gav Højesteret ikke medarbejderen medhold i. Højesteret gengav i dommen indledningsvis tidligere praksis, hvorefter beskyttelsen i ligebehandlingsloven også omfatter afskedigelser, der er begrundet i, at medarbejderen har forsøgt at blive gravid ved hjælp af kunstig befrugtning.
Herefter tiltrådte Højesteret Vestre Landsrets begrundelse i tidligere instans. Det blev således lagt til grund, at der på opsigelsestidspunktet ikke var påbegyndt egentlig fertilitetsfremmende behandling af medarbejderen, og at der ikke var støtte i forarbejderne eller retspraksis efter ligebehandlingsloven for at udvide beskyttelsen til ligeledes at dække indledende undersøgelser til fertilitetsbehandling. Følgelig var opsigelsen ikke i strid med ligebehandlingsloven og var i øvrigt driftsmæssigt begrundet.
Dommen viser, at beskyttelsen i medfør af ligebehandlingsloven først indtræder, når den egentlige fertilitetsbehandling er påbegyndt. Medarbejdere nyder således ikke særlig beskyttelse mod afskedigelse i forbindelse med indledende undersøgelser til fertilitetsbehandling.