Tilknytningskrav ved virksomhedsoverdragelse
Når en del af en virksomhed bliver overdraget, bliver de medarbejdere, der er ansat i den pågældende del af virksomheden, som udgangspunkt også overdraget. Men det kan give anledning til problemer, når der er medarbejdere, der kun er delvist beskæftiget i den overdragne del af virksomheden. Dette var således tilfældet i en sag, som Østre Landsret tog stilling til ved dom af 3. marts 2011.
Sagen drejede sig om en buschauffør, der var ansat i en virksomhed, der tabte et udbud. Udbuddet vedrørte en række af de busruter, som virksomheden havde ansvaret for at drive. Det fremgik af udbudsmaterialet, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse på udbuddet, og den vindende virksomhed skulle således overtage de berørte medarbejdere.
Omkring otte måneder inden de berørte busruter skulle overdrages, bad den vindende virksomhed om en liste over de medarbejdere, den skulle overtage. Buschaufføren arbejdede ikke på de berørte busruter og var derfor ikke med på denne liste. En måned senere blev chaufføren imidlertid overført til at arbejde cirka 35% af sin arbejdstid på to af de busruter, der var omfattet af udbuddet. Chaufførens navn blev dog først tilføjet til listen over omfattede medarbejdere godt en måned inden overdragelsen.
Chaufførens arbejdsgiver bekræftede, at han skulle overdrages, men vinderen af udbuddet var imidlertid ikke enig. Resultatet blev, at ingen af de to virksomheder ville modtage hans arbejdskraft.
Chaufføren fastholdt, at han forblev ansat hos sin oprindelige arbejdsgiver. Da arbejdsgiveren blev ved med at nægte at modtage hans arbejdskraft og undlod at betale løn efter overdragelsen, hævede han til sidst ansættelsesforholdet og anlagde sag.
Østre Landsret lagde i sin vurdering vægt på, at chaufføren ikke havde figureret på listerne over berørte medarbejdere før måneden inden overdragelsen, at chaufføren ikke inden da selv havde fået noget at vide om overdragelsen, og at han kun brugte cirka 35% af sin arbejdstid på de berørte busruter.
Landsretten kom på den baggrund frem til, at chaufføren ikke havde været omfattet af virksomhedsoverdragelsen, og at arbejdsgiveren derfor ikke havde været berettiget til at afvise hans arbejdskraft og undlade at betale ham løn. Der var således tale om en væsentlig misligholdelse, som chaufføren blev tilkendt erstatning for. Landsretten sidestillede desuden misligholdelsen med en usaglig afskedigelse, hvilket chaufføren også modtog godtgørelse for.
Dommen viser, at kun medarbejdere med en overvejende tilknytning til den del af en virksomhed, der overdrages, er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. I den konkrete sag var en tilknytning på cirka 35% ikke tilstrækkelig. Sagen viser desuden, at det kan få store økonomiske konsekvenser for en arbejdsgiver at afvise en medarbejders arbejdskraft. I den konkrete sag endte arbejdsgiveren således med at måtte betale kr. 200.000 i erstatning og godtgørelse.