EU-dom om gravides ret til løn ved omplacering grundet graviditet
EU-Domstolen har den 1. juli 2010 truffet afgørelse i en sag, hvor en gravid medarbejder mente, at hun efter en omplacering som følge af sin graviditet havde krav på den samme løn som før omplaceringen, herunder diverse genetillæg m.v.
Det fremgår af artikel 11 i Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for medarbejdere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, at en gravid medarbejder skal bevare sine rettigheder, herunder løn, hvis medarbejderen omplaceres grundet graviditeten. I Danmark findes reglerne om omplacering og fravær for gravide i bl.a. barselsloven samt i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om arbejdets udførelse. Der findes derimod ikke udtrykkelige regler om, hvordan lønnen skal fastsættes, når en gravid arbejdstager midlertidigt skal udføre andre opgaver end normalt.
Sagen omhandlede en purser ved Finnair, der i 2007 under sin graviditet blev midlertidigt omplaceret til en kontorstilling, da flyvning kunne være til skade for fostret. Som purser var grundlønnen rimelig lav, mens diverse tillæg udgjorde et betydeligt tillæg til hendes løn. Den midlertidige kontorstilling indebar, at hun fik omkring 800 euro mindre i løn om måneden end som purser, da hun ikke længere fik diverse genetillæg for lange flyvninger. Medarbejderen mente, at hun havde krav på at oppebære en løn, der svarede til hendes løn som purser uagtet, at hun ikke udførte de tillægsspecifikke opgaver.
EU-Domstolen var ikke enig heri. Den gravide medarbejder havde ifølge EU-Domstolen ret til sin grundløn i henhold til ansættelseskontrakten samt løntillæg, der knytter sig til anciennitet, erhvervsmæssige kvalifikationer og ledelsesfunktion.
Derimod havde medarbejderen ikke krav på de tillæg, der specifikt relaterede sig til udførelsen af jobbet som purser, herunder nattillæg, tillæg for lange flyvninger m.v.
Dommen viser, at det i visse situationer er berettiget at nedsætte lønnen for en gravid medarbejder ved omplacering. Det må dog fortsat være udgangspunktet, at der for funktionærer og andre, som har ret til fuld løn (f.eks. på grund af overenskomstmæssige forhold) under sygdom og hjemsendelse på grund af graviditet, skal betales fuld løn ved en omplacering.