Dedikeret advokat og fuldmægtig til Selskabsret

Har du lyst til at løse komplekse sager i samarbejde nogle af landets dygtigste specialister inden for selskabsret? Så er du måske den advokat eller erfarne fuldmægtig, vi søger.

Vores team yder rådgivning på specialistniveau inden for alle dele af selskabsretten. Vi rådgiver børsnoterede koncerner, statsejede virksomheder, fonde samt små og store virksomheder inden for en række brancher og på tværs af landegrænser.

Udover den løbende selskabsretslige rådgivning leverer vi i tæt samarbejde med Plesners øvrige specialafdelinger rådgivning i forbindelse med bl.a. virksomhedsoverdragelser, fusioner, omstruktureringer, projekter og retssager.
Vi er et erfarent og sammentømret hold med en dedikeret teamkultur, som klienter ofte fremhæver som værende unik og kendetegnende for teamets helheds- og løsningsorienterede rådgivning.

Samarbejde er omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os.

Om dig
Du er advokat eller erfaren advokatfuldmægtig med speciale i Selskabsret, og du brænder for at arbejde inden for en af de mest spændende og udfordrende juridiske discipliner.

I den type sager, vi løser i vores team, kræver det, at du er detaljeorienteret og samtidig kan tænke ud af boksen og se sagen fra flere vinkler.

Vi lægger stor vægt på klassiske dyder som venlighed, imødekommenhed og servicemindedhed, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i vores høje grad af tilgængelighed og leveringsdygtighed.

Det er afgørende, at dine faglige juridiske kompetencer er kombineret med, at du er imødekommende, god til at pleje dine relationer, får energi af at være en del af et team og sætter pris på et godt kollegaskab, hvor vi løfter i flok.

Dine ansvarsområder
Som advokat eller fuldmægtig i vores team for Selskabsret får du mulighed for at gå i dybden med udfordrende juridiske og kommercielle forhold. Stillingen indebærer opgaver af forskellig karakter, som styrker din viden inden for Selskabsret og giver dig indgående kendskab til vores klienters forretning og processer. Et eksempel herpå er rådgivning af markedsledende danske kapitalfonde, som indebærer, at du får et unikt indblik i klientens arbejde og mål. I samarbejde med teamet vil du arbejde for det bedst mulige resultat for klienten.

Vi tilbyder
Du kan forvente et spændende job i et inspirerende og udfordrende arbejdsmiljø. Du bliver en del af et dedikeret og knivskarpt hold, hvor du altid kan få hjælp og sparring hos dine kolleger eller leder. Vi har en uhøjtidelig men respektfuld omgangstone, er ambitiøse og sætter en ære i vores høje faglighed.

Vores fornemste opgave er at yde værdiskabende rådgivning til vores klienter. Den opgave kan vi kun løfte, hvis vi hele tiden arbejder på at gøre alle medarbejdere succesfulde. Derfor investerer vi intensivt i at få de dygtigste medarbejdere med på holdet og skabe et miljø, der understøtter din personlige og faglige udvikling.

Vi glæder os til at høre fra dig
Vil du vide mere om os og jobbet, er du meget velkommen til at kontakte partner Lars Bunch, advokat Sara Hanquist Johnsen eller HR-manager Marlene Tang på 33 12 11 33.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning hurtigst muligt sammen med relevante bilag. Vi indkalder løbende til samtaler, indtil vi har fundet de rette kandidater.

 

Mere om Plesner