Coronavirus - konsekvenser for offentlige udbud

Coronavirus (COVID-19) og de foranstaltninger, som er blevet indført for at hindre smittespredning, kan have betydning for offentlige ordregivere og deres leverandører. Dette gælder ikke blot i forhold til opfyldelse af eksisterende kontrakter, men også i forbindelse med igangværende udbud, hvor eksempelvis frister kan være vanskelige at overholde.

Forlængelse af ansøgnings- og tilbudsfrister

Efter udbudslovens § 93, stk. 1, skal ordregiver fastsætte en passende frist for modtagelse af ansøgninger og tilbud. Ordregivere kan imidlertid forlænge en fastsat frist, når det er begrundet i varetagelsen af saglige hensyn, og ordregiver i øvrigt overholder de EU-retlige principper, herunder proportionalitets- og ligebehandlingsprincippet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har offentliggjort et notat om visse udbudsretlige problemstillinger som følge af de indførte foranstaltninger for at hindre smittespredning, hvor styrelsen bl.a. forholder sig til muligheden for at forlænge ansøgnings- og tilbudsfrister.

Ifølge styrelsen kan konsekvenserne af COVID-19 udgøre et sagligt grundlag for at forlænge fristerne. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis hjemsendelse af medarbejdere hos ordregiver gør, at tidsplanen ikke kan overholdes, eller der må forventes færre og/eller dårligere tilbud, såfremt den fastsatte frist opretholdes.

Der vil bero på en konkret vurdering, om det vil være sagligt at forlænge en frist. Det centrale vil være, at en forlængelse sker ud fra generelle hensyn til konkurrencen og ikke for at imødekomme særlige forhold hos en eller flere bestemte ansøgere eller tilbudsgivere. Dette må som udgangspunkt antages at være tilfældet i en situation som den foreliggende.

En forlængelse af en ansøgnings- eller tilbudsfrist skal annonceres ved offentliggørelse af en ændringsbekendtgørelse i Supplement til De Europæiske Unions Tidende. Derudover skal fristen meddeles leverandørerne via den af ordregiver anvendte udbudsportal.


Fastsættelse af frister for fremsendelse af serviceattest

Efter udbudslovens § 151, stk. 1, er ordregiver forpligtet til forud for kontrakttildelingen at kræve, at den tilbudsgiver, som ordregiver har til hensigt at tildele kontrakten, fremsender dokumentation for ikke at være omfattet af nogen udelukkelsesgrunde.

For danske leverandører
betyder dette, at de skal fremsende den serviceattest, som Erhvervsstyrelsen på anmodning udsteder.

Som følge af COVID-19 skal både ordregivere og leverandører imidlertid være opmærksomme på, at Erhvervsstyrelsen på nuværende tidspunkt har længere sagsbehandlingstider end normalt, og det må derfor forventes, at det tager længere tid at indhente en serviceattest. Leverandører anbefales derfor i god tid at anmode Erhvervsstyrelsen om en attest, således at de undgår at komme i den  situation, at de ikke kan fremsende en attest inden for den af ordregiver fastsatte frist.

Samtidig bør ordregivere ved fastsættelsen af fristen for at fremsende dokumentation tage hensyn til, at Erhvervsstyrelsen har længere sagsbehandlingstider end normalt. Dette er naturligvis også relevant i tilfælde af udenlandske leverandører, eftersom det er sandsynligt, at relevante myndigheder i andre lande på tilsvarende vis har længere sagsbehandlingstider end normalt som følge af COVID-19.

Se Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens notat:
"Udbudsretlige problemstillinger vedrørende COVID-19"

Se nyheder og aktuel information om konsekvenserne af coronavirus

Plesner Coronavirus Task Force