Force Majeure - Kontraktregulering - Q&A

Q: Hvad betyder force majeure – og kan det komme i spil i den her situation?
A: Force majeure betyder grundlæggende ekstraordinære og uforudsigelige omstændigheder udenfor en parts kontrol, der forhindrer en part i at opfylde sine forpligtelser i en aftale. I tilfælde af force majeure kan den ramte part undgå ansvar for den manglende opfyldelse, men ikke nødvendigvis forhindre at modparten bringen aftalen til ophør. Om udbruddet af Coronavirus vil og kan udgøre force majeure, vil afhænge af de konkrete omstændigheder, men også hvorvidt og hvordan force majeure er reguleret i aftalen mellem parterne.

Q: Hvad skal man som kunde og leverandør være opmærksom på i sin kontrakt i den her situation?
A: Mange force majeure-klausuler indeholder en opremsning af begivenheder, som skal anses for en force majeure-begivenhed i det konkrete aftaleforhold. Indeholder force majeure-klausulen oplistning af fx pludselige sygdomsudbrud, epidemier, pandemier eller lignende, er der umiddelbart meget der taler for, at force majeure-klausulen kan påberåbes. Hvis force majeure-klausulen ikke indeholder en sådan oplistning, er det mere uklart. Det er dog under alle omstændigheder stadig et krav, at force majeure-begivenheden i den konkrete sammenhæng gør opfyldelsen af aftalen umulig eller tæt på umulig.

Q: Fritager Coronavirus leverandøren for at fortsætte leverancer? I hvilke situationer kan det fritage leverandøren?
A: Nej, leverandøren vil ikke automatisk være fritaget. Det afhænger af en konkret vurdering, herunder ikke mindst parternes aftalegrundlag. Leverandøren skal befinde sig i en situation, hvor opfyldelsen af aftalen i den konkrete sammenhæng er (stort set) umulig, og hvor der ikke findes gangbare alternativer, som sikrer leverandørens fortsatte leverancer. Leverandøren kunne blive fritaget, hvis leverandørens fysiske tilstedeværelse hos kunden er påkrævet, men umuliggjort på grund af et udgangsforbud, eller hvor leverancen reelt kun kan udføres af visse medarbejdere og disse medarbejdere er sat helt ud af spillet grundet Coronavirus.

Q: Fritager Coronavirus kunden?
A: Det afhænger af kundens forpligtelser i henhold til aftalen, men det er generelt mindre sandsynligt, men ikke altid udelukket, at en kunde kan påberåbe sig force majeure. Det vil imidlertid igen afhænge af en konkret vurdering.

Q: Hvordan påberåber jeg force majeure?

A: Udover at skulle vurdere (i den konkrete situation), om der foreligger force-majeure, er det også vigtigt at følge formalitetsbestemmelser herom i aftalegrundlaget, herunder at give rettidig besked om force majeure-begivenheden samt at mindske konsekvenserne ved force majeure-begivenheden mest muligt.
En part skal være opmærksom på, at denne løber en standpunktsrisiko ved påberåbelse af force majeure. Det skyldes, at aftalen anses for misligholdt, hvis det senere kommer frem, eksempelvis under en retssag, at der ikke forelå en force majeure-begivenhed.

Du er velkommen til at kontakte Plesner Coronavirus Task Force, hvis du har spørgsmål.