Crispy Food køber OTA Solgryn

Crispy Food har indgået aftale om køb af OTA Solgryn fra PepsiCo. OTA Solgryn, som er et af Danmarks mest ikoniske brands, er dermed igen danskejet. Plesner har rådgivet Crispy Food i forbindelse med transaktionen.

I en årrække har Quaker under PepsiCo ejet det kendte danske brand OTA Solgryn. Nu kommer OTA Solgryn igen på danske hænder, idet den danske morgenmadsproducent Crispy Food har indgået aftale om at overtage OTA Solgryn med virkning fra den 2. september 2019.

Crispy Food har via søsterselskabet Nakskov Mill Foods en særlig forbindelse til OTA Solgryn, da OTA Solgryn fra 1913 blev produceret netop på fabrikken i Nakskov. Crispy Food og Nakskov Mill Foods - og de to virksomheders fælles salgsorganisation - vil med transaktionen sikre, at OTA Solgryn også fremover vil være et meget efterspurgt og sundt morgenmadsprodukt i Danmark.

Crispy Food blev grundlagt i 1983 og har været datterselskab til fødevarekoncernen KOFF siden 2007. Crispy Food udvikler og fremstiller morgenmadsprodukter, og virksomheden er Europas førende leverandør af såkaldte "Top Cups" - f.eks. drys til brug i små yoghurtbægre.

Seneste nyt om M&A

Mergers and Acquisitions