Facadeleverandør vinder voldgiftssag over stort hotel

En ledende facadeleverandør blev mødt med krav om afslag/erstatning på mere end 75 mio. kr. fra et stort dansk hotel. Sagen er nu afgjort af en voldgiftsret til fordel for facadeleverandøren, der kun skal betale ca. 7 mio. kr., mens hotellet blev pålagt at betale alle omkostninger til voldgiftsrettens behandling af sagen. Plesner har repræsenteret facadevirksomheden i sagen.

Virksomheden leverede og monterede facadeelementerne til et stort hotel i Danmark for ca. fem år siden. Der opstod herefter nogle uenigheder, herunder fordi hotellet mente, at facadevirksomheden var skyld i nogle vandskader, og fordi facadeelementerne ikke isolerede så godt som de burde. Hotellet ville derfor ikke betale restentreprisesummen og en række ekstraarbejder på ca. 6.000.000 kr. Facadevirksomheden indbragte sagen for en voldgiftsret og har nu i al væsentlighed fået medhold i sit krav.

Hotellet rejste i sagen flere modkrav mod facadeleverandøren. Det væsentligste krav var på 70 mio. kr. som et skønsmæssigt afslag i entreprisesummen på grund af for lav isoleringsevne i de leverede facadeelementer, samt et erstatningskrav på 2,7 mio. kr. for hotellets afholdte meromkostninger til opvarmning frem til voldgiftsforhandlingen. Hotellets krav på afslag og erstatning blev af voldgiftsretten samlet skønsmæssigt takseret til i alt 6 mio. kr., og således kun til en brøkdel af hotellets krav.

Voldgiftsretten fandt, at hotellet var særligt udsat for nedbør i udførelsesperioden bl.a. grundet hotellets specielle geometri og den valgte udførelsestakt. Denne risiko havde man i projektet ikke taget tilstrækkelig højde for, og flere af de tiltag, som man havde projekteret for at afbøde risikoen for skader grundet nedbør, blev ikke gennemført.

Selvom vandskaderne til dels skyldtes forhold fra facadevirksomhedens side, pålagde voldgiftsretten hotellet selv at bære tre fjerdedele af omkostningerne til vandskaderne.

Facadeleverandøren blev i sagen tilkendt 1.000.000 kr. i advokatomkostninger, og hotellet blev pålagt at betale alle omkostninger til Voldgiftsrettens behandling af sagen.

Facadeleverandør var under sagen repræsenteret af advokat, partner Peter Wengler-Jørgensen og senioradvokat Mikael Delin.

Seneste nyt om Entreprise

Entreprise