Højesterets dom af 7. oktober 2005 - Lovlig udlodning til indfrielse af finansiering af købesummen for et selskab er ikke selvfinansiering

Procuritas MBO Invest A/S overdrog den 30. december 1993 selskabets porteføljeaktier til selskabets aktionærer, indstævnte 6, 7, 8 og 9. Selskabets aktiver var herefter en likvid beholdning på ca. 53,2 mio. kr. Passiverne var selskabets egenkapital på ca. 40,4 mio. kr. og skatten på 12,9 mio. kr.

Samme dag overdrog aktionærerne deres aktier i dette overskudsselskab til Procuritas A/S' svenske datterselskab, Procuritas AB, for et beløb svarende til den indre værdi på 40,2 mio. kr. Procuritas AB videresolgte samme dag aktierne i overskudsselskabet til EIC Shipping Holding A/S. Købesummen var 46,7 mio. kr. svarende til overskudsselskabets egenkapital med tillæg af 50 % af selskabets skatter.

Den 3. januar 1994 blev der holdt ordinær generalforsamling i overskudsselskabet, hvor det blev besluttet at udlodde 42,2 mio. kr. til den nye ejer. Det blev samtidig besluttet at nedsætte aktiekapitalen til 5 mio. kr. Selskabet beholdt i forbindelse med udlodningen ca. 11 mio. kr. Udbyttet blev anvendt til indfrielse af det lån, EIC Shipping Holding A/S havde optaget til finansiering af købet af overskudsselskabet. Det indgik i grundlaget for udlodningen m.v., at der i det foreliggende regnskab for 1993 på grundlag af erhvervede skibsanparter var foretaget afskrivninger med i alt ca. 34 mio. kr., heraf ca. 31 mio. kr. vedrørende K/S Freja Islandia. Deltagelsen i K/S Freja Islandia blev imidlertid efterfølgende (i 1997) tilsidesat af skattemyndighederne.

Skatteministeriet mente herefter, at der ved udlodningen af udbytte var sket en ulovlig selvfinansiering, jf. Aktieselskabslovens § 115, stk. 2, og at udlodningen i øvrigt var uforsvarlig, jf. lovens § 110, da overskudsselskabet ved udlodningen var blevet tømt til skade for skattevæsenets interesser.

Højesteret fandt, at det i den samlede plan for overdragelserne den 30. december 1993 - omfattende salget af porteføljeaktierne i Procuritas MBO Invest A/S, salget af alle aktierne i dette overskudsselskab til Procuritas AB samt dette selskabs videresalg af disse aktier - var forudsat, at EIC Shipping Holding A/S' erhvervelse af aktierne i overskudsselskabet i meget væsentligt omfang var baseret på optagelse af lån, der efter købet ville blive indfriet ved, at der skete udlodning fra overskudsselskabet til den nye ejer. På sælgersiden var i hvert fald Procuritas A/S bekendt hermed.

Højesteret udtalte, at hverken Aktieselskabslovens ordlyd eller forarbejder giver fornødent holdepunkt for at antage, at en sådan planlagt efterfinansiering med frie midler, der udloddes i overensstemmelse med Aktieselskabslovens § 110, indebærer en overtrædelse af forbuddet mod selvfinansiering i lovens § 115, stk. 2.

Idet Procuritas AB ved salget opnåede en merpris på 50 % af de latente skatter og var bekendt med, at køberens betaling af merprisen var begrundet i en hensigt om at udskyde og siden eliminere skatterne, havde såvel sælger- som købersiden haft særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Således som sagen forelå oplyst, var der ikke det fornødne grundlag for at fastslå, at deltagerne på købersiden på udlodningstidspunktet burde have indset, at der var sådanne problemer vedrørende ejer- og hæftelsesforholdene i K/S Freja Islandia, at overskudsselskabets deltagelse i dette kommanditselskab - som senere fastslået af Landsskatteretten - ikke ville blive tillagt skattemæssig betydning. På denne baggrund fandt Højesteret ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at udlodningen stred mod Aktieselskabslovens § 110, stk. 2, eller at købersiden i øvrigt herved havde handlet ansvarspådragende over for skattevæsenet.

Højesteret fandt endvidere ikke, at der var fornødent grundlag for at fastslå, at sælgersiden ved at opfylde sin undersøgelsespligt ville have konstateret forhold, der gjorde salget af overskudsselskabet ansvarspådragende i forhold til skattevæsenet.

Højesteret frifandt herefter. Landsretten var kommet til samme resultat.

Højesterets dom kan ses her.

Spørgsmål vedrørende dommen kan stilles til advokat Michael Rekling.