Juristernes og Økonomernes Pensionskasse vinder sag om indfrielse af pensionskasselån

Advokat Michael Rekling fra Plesner Svane Grønborg har repræsenteret Juristernes og Økonomernes Pensionskasse i en sag om indfrielse af de såkaldte pensionskasselån. Østre Landsret frifandt ved dom af 2. februar 2004 Juristernes og Økonomernes Pensionskasse for en række låntageres påstand om, at de skulle have ret til før lånenes udløb at indfri dem til kurs pari. Juristernes og Økonomernes Pensionskasse er ifølge Østre Landsret berettiget til at kræve lånene indfriet til overkurs i henhold til lånevilkårene, således at pensionskassen oppebærer den samme forrentning af sin kapital, som hvis lånene var fortsat løbetiden ud. Afgørelsen har stor principiel betydning, da en lang række pensionskasser i slutningen af halvfjerdserne og i løbet af firserne udbød medlemslån mod pant i fast ejendom på nogenlunde tilsvarende vilkår.

Juristernes og Økonomernes Pensionskasse udstedte i perioden 1971-1986 lån til sine medlemmer mod pant i fast ejendom. Lånene var i overensstemmelse med det daværende renteniveau højtforrentede og havde en løbetid på 30 år. I den første del af perioden blev lånene udbetalt til kurs pari, senere gik pensionskassen over til at udbetale lånene til en kursværdi, men fortsat med en relativ høj rente.

Lånene var udstedt med særlige opsigelsesvilkår, og fortolkningen af disse var sagens stridspunkt. Lånene kunne ifølge opsigelsesklausulerne opsiges med tre måneders varsel til den 1. marts eller den 1. september. Ved opsigelse skulle lånene indfries med et beløb svarende til kapitalværdien af de resterende ydelser. Kapitalværdien skulle beregnes på grundlag af renten på medlemslån på opsigelsestidspunktet.

Juristernes og Økonomernes Pensionskasse ophørte med at udsted medlemslån i 1986, og det var herefter ikke længere muligt at beregne kapitalværdien som angivet i opsigelsesklausulerne. I årene 1985-1993 fastsatte pensionskassen renten til brug for beregningen af indfrielsesbeløbet på baggrund af en nærmere bestemt enhedsobligationsserie hos Kreditforeningen Danmark. I årene 1993-1998 fastsatte man renten svarende til renten til den gennemsnitlige obligationsrente på enhedsprioritetslånl med rentekupon på 9 % eller mindre og med en restløbetid på 15 til 25 år. Fra 1998 har bestyrelsen for pensionskassen fastsat renten på baggrund af den effektive rente på en 10-årig benchmark statsobligation med et tillæg på 1,5 %.

De fem sagsøgere påstod sig berettigede til at indfri lånene til kurs pari, da det ikke længere var muligt at foretage beregningen som angivet i opsigelsesklausulerne. Låntagerne gjorde endvidere gældende, at opsigelsesklausulen var uklar, hvilket måtte komme pensionskassen til skade. De gjorde også gældende, at opsigelsesklausulerne skulle tilsidesættes i henhold til Aftalelovens § 36 som værende urimelige, da de var uforståelige, og da renteudviklingen har medført, at overkursen nu er så stor, at indfrielse er praktisk umulig.

Østre Landsret fandt ikke, at opsigelsesklausulerne var uklare på opsigelsestidspunktet. Og Landsretten fastslog, at låntagerne ikke blev frigjort fra klausulernes bestemmelser om, at indfrielse skal ske på lånenes kapitalværdi, blot fordi beregningen ikke længere kunne foretages som angivet i klausulerne. Retten fandt herefter, at bestyrelsen for Juristernes og Økonomernes Pensionskasse havde været berettiget til at udfylde klausulernes bestemmelse om beregningsgrundlaget. Landsretten lagde til grund, at lånevilkårene var fordelagtige for låntagerne på optagelsestidspunktet i forhold til markedsvilkårene, og at pensionskassen orienterede medlemmerne om, at et rentefald ville betyde, at lånene skulle indfries til overkurs. Låntagernes forudsætninger om, at indfrielseskursen som følge af renteudviklingen ikke ville nå over et vist niveau, medførte ikke ifølge Landsretten, at de havde krav på indfrielse til kurs pari. Og Landsretten fandt derfor ikke, at opsigelsesklausulernes indhold var i strid med Aftalelovens § 36.

Juristernes og Økonomernes Pensionskasse fik således medhold i, at man var berettiget til at beregne indfrielsesbeløbet, som det er sket, og at indfrielse kan kræves til overkurs i overensstemmelse med vilkårene.