.PSGdomænenyt - .no - Norge åbner for æ, ø, å, m.fl. - frist 13. februar 2004

Norge åbner nu muligheden for at registrere domænenavne, der indeholder æ, ø og å samt 20 andre bogstaver fra den 9. februar 2004. Der er ingen "sunrise" eller forrang for hverken indehavere af eksisterende norske .no domænenavne eller for varemærkeindehavere. Lodtrækning finder sted i tilfælde af flere ansøgere om samme navn.

Idet Danmark åbner for registrering af domænenavne indeholdende æ, ø, å, ä, ö, ü og é her i januar 2004, og Sverige åbnede for de svenske bogstaver i oktober 2003, er de store skandinaviske sprog nu alle repræsenteret i domænenavnssystemet ved Norges åbning.

Ingen fortrinsret

I Danmark gives der forrang for varemærkeindehavere, og i Sverige var der forrang for indehavere af eksisterende domænenavne med "engelske" bogstaver, så de eksisterende svenske domænenavne kunne "byttes ud" med navne indeholdende de nye bogstaver. Ingen af delene vil ske i Norge.

Procedure

Ansøgninger indleveret i perioden 9.-13. februar 2004 bliver ligestillet. I tilfælde af flere ansøgere om samme navn vil der ske lodtrækning. Norge har nu et administrativt klageorgan i stil med DIFO's Klagenævn til løsning af domænenavnskonflikter.

NB: Norge er stadig lukket for så vidt angår ansøgere: Kun norske virksomheder kan registrere og eje domænenavne direkte under .no. I forbindelse med bogstavudvidelsen bliver antallet af domænenavne, som hver norsk virksomhed kan eje, udvidet fra 15 til 20. Danske virksomheder uden norsk datterselskab eller lignende har mulighed for at "leje sig" til et norsk domænenavn.

"Helnorsk"

Foruden æ, ø, å er der 20 andre nye bogstaver, heriblandt følgende (genkendes ikke af alle e-mailprogrammer):

á, à, ä, ç, é, è, ê, ñ, ó, ò, ô, ö, s, ü og z

Det udvidede alfabet kaldes "helnorsk" og giver mulighed for, at samerne i nord også kan registrere domænenavne på samisk.

Links:

http://www.norid.no/domeneregistrering/idn/

Plesner Svane Grønborg kan forestå registrering af norske domænenavne, ligesom vi kan rådgive om og undersøge varemærke- eller domænenavnsrettigheder i Norge. Prisen for et norsk domænenavn er ca. DKK 1.100,00 (inklusive 1 års registrering, DNS, pegning og udlæg til det norske register, men eksklusive moms). Der er mulighed for mængderabat. For nye norske ansøgninger med de nye bogstaver beder vi om, at ordren modtages hos os snarest muligt og senest den 4. februar 2004. Eventuelle spørgsmål kan rettes til advokat Peter Gustav Olson.