Dom fra Retten foranlediger fornyet undersøgelse af støtte til Post Danmark

Retten har med sin dom af 5. maj 2021 i sagen om den danske og svenske stats støtteforanstaltninger til fordel for Post Danmark A/S afgjort, at Europa-Kommissionen ikke på tilstrækkelig vis har undersøgt, hvorvidt en kapitaltilførsel på 1 mia. danske kroner samt en administrativ praksis om momsfritagelse udgør ulovlig statsstøtte, og hjemsender nu spørgsmålet til fornyet og uddybende undersøgelse hos Europa-Kommissionen.  

Baggrund

Post Danmark A/S, der gennem PostNord AB er ejet af henholdsvis den danske og svenske stat, oplevede med digitaliseringen op igennem 00'erne et fald i anvendelsen af den analoge brevveksling og særligt i perioden fra 2009 til 2016 oplevede virksomheden et fald i omsætningen på 38%.

Post Nord AB gennemførte som følge heraf i 2017 en kapitaltilførsel til fordel for Post Danmark A/S på 1 mia. danske kroner, og under hensyn til følgerne af digitaliseringen af brevvekslingerne indgik Danmark og Sverige efterfølgende en aftale om ændring af Post Danmark A/S' produktionsmodel, i medfør af hvilken der skulle foretages en række støtteforanstaltninger til fordel for virksomheden. 

ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport A/S (ITD) indgav kort tid herefter en klage til Europa-Kommissionen med påstand om, at de danske og svenske myndigheder med en række forskellige støtteforanstaltninger havde indrømmet eller ville indrømme Post Danmark A/S ulovlig statsstøtte, herunder blandt andet i form af kapitaltilførslen på 1 mia. danske kroner samt en administrativ praksis som førte til en momsfritagelse til fordel for Post Danmark A/S' kunder. 

Europa-Kommissionen afviste imidlertid, at de omhandlede støtteforanstaltninger udgjorde ulovlig statsstøtte og afviste således ITD's klage i sin helhed. ITD og Danske Fragtmænd A/S appellerede Europa-Kommissions afgørelse til Retten.

Rettens dom af 5. maj 2021 (T-561/18)

Retten har ved sin afgørelse af 5. maj 2021 annulleret den del af Europa-Kommissionens afgørelse, der fastslog, at kapitaltilførslen og den administrative praksis om momsfritagelse ikke udgjorde ulovlig statsstøtte, idet Retten dog ikke har fundet anledning til at annullere Europa-Kommissionens afgørelse, for så vidt angår de øvrige støtteforanstaltninger, som den danske og svenske stat ifølge ITD's klage til Europa-Kommissionen har foretaget til fordel for Post Danmark A/S.

For både kapitaltilførslen samt den administrative praksis om momsfritagelse har Retten fundet, at Europa-Kommissionen ikke har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, der er foreskrevet i artikel 108, stk. 2 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), og at Europa-Kommissionen således ikke har haft grundlag for at konkludere, at støtteforanstaltningerne ikke har kunne tilregnes den danske og svenske stat, og således ikke har udgjort ulovlig statsstøtte. 

Plesners bemærkninger 

Rettens afgørelse indebærer først og fremmest, at Europa-Kommissionen igen, og denne gang på baggrund af en kontradiktorisk og uddybende undersøgelse (den formelle procedure i TEUF artikel 108, stk. 2), skal vurdere, hvorvidt kapitaltilførslen og den administrative praksis om momsfritagelse er forenelig med det indre marked, eller om disse foranstaltninger udgør ulovlig statsstøtte.   

Dommen illustrerer derudover, at det ikke nødvendigvis er en fordel at få en hurtig godkendelse udenom den formelle procedure, hvis der kan være (den mindste) tvivl om, hvorvidt en foranstaltning kan udgøre ulovlig statsstøtte. Dommen viser også, at koncerninterne kapitaltilførsler i offentlige virksomheder kan udgøre ulovlig statsstøtte (selvom dette ud fra almindelige konkurrenceretlige principper om koncerninterne foranstaltninger kan forekomme overraskende). 

Udover den ovenfor beskrevne afgørelse verserer der en tilsvarende sag for Retten (T-525/20), der også vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en koncernintern kapitaltilførsel til Post Danmark A/S udgør ulovlig statsstøtte. 

Læs Rettens afgørelse her

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret