Nye momsregler i forbindelse med fjernsalg til forbrugere

Den 1. juli 2021 træder nye regler i kraft, som vil få indflydelse på den momsmæssige behandling af varer og ydelser solgt til forbrugere i EU. Reglerne har til formål at modernisere og lette håndteringen af momsbehandlingen for e-handel til forbrugere i EU.

Et enigt Folketing vedtog i 2020 en række nye momsregler, som implementerer EU's e-handelspakke. Reglerne er foranlediget af den stigende e-handel på tværs af EU-lande, hvilket har nødvendiggjort en tilpasning af momsreglerne. 

Reglerne skulle oprindeligt være trådt i kraft den 1. januar 2021, men grundet COVID-19 blev reglernes ikrafttræden udskudt til 1. juli 2021.

Momsfritagelsesgrænse

Loven indebærer, at den gældende momsfritagelse for import af visse forsendelser med lav værdi til forbrugere i EU fra steder uden for EU ophæves.

Hidtil har den danske grænse for indførsel af sådanne forsendelser været 80 kr.

Konsekvensen af reglerne er, at der skal betales moms af alle forsendelser til forbrugere i Danmark, når forsendelsen stammer fra et land uden for EU. 

Lovændringen er bl.a. motiveret af konkurrencemæssige hensyn og hensynet til at imødegå svig. Således vil loven fjerne den momsmæssige konkurrencefordel, som virksomheder uden for EU har haft i forhold til virksomheder inden for EU. Endvidere forventes ændringen at reducere den svig, som ellers vil kunne forekomme ved, at virksomheder underdeklarerer en forsendelses værdi for at blive omfattet af momsfritagelsesreglerne.

Fælles fjernsalgsgrænse for varer

Ved fjernsalg forstås salg af varer til forbrugere i et andet EU-land, hvor varen direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren. Den momsmæssige behandling af sådanne varer bygger på et princip om, at der skal betales moms i forbrugerens hjemland. Det betyder, at der ved levering af varer til forbrugere i andre EU-lande skal betales moms i det land, hvor forsendelsen eller transporten til kunden (forbrugeren) slutter.

En undtagelse til princippet om momsbetaling i forbrugerens hjemland er reglen om fjernsalg. Efter denne regel har en virksomhed, der er etableret i et andet EU-land, kun skullet registreres for og betale moms i forbrugerens hjemland, hvis omsætningen af varer til forbrugere i det pågældende land oversteg en grænse fastsat i det pågældende land. EU-landene har hidtil kunnet vælge mellem to beløbsgrænser; 35.000 EUR og 100.000 EUR. Danmark har med en beløbsgrænse på 280.000 kr. valgt det lave af de to beløb.

De nye EU-regler indebærer, at der fra 1. juli 2021 kommer til at gælde en fælles fjernsalgsgrænse. Herefter skal der betales moms i forbrugerens hjemland, såfremt en virksomheds samlede salg til forbrugere i hele EU overstiger 10.000 euro inden for et kalenderår. I denne opgørelse vil også indgå omsætning for salg af elektroniske ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester. Det er væsentligt at holde sig for øje, at grænsen opgøres for det samlede salg til forbrugere i EU, og ikke blot omsætning pr. EU-land.

Det vil fortsat være muligt for virksomheder at betale moms i forbrugerens hjemland, selvom virksomhedens omsætning ikke overstiger 10.000 euro. Set fra en dansk synsvinkel kan det være attraktivt, hvis de solgte varer kan omfattes af en momssats, som er lavere end den danske. 

Reglerne vil således få betydning for danske virksomheder, der leverer varer til forbrugere i andre EU-lande, ligesom reglerne i forbindelse med de øvrige EU-landes implementering af reglerne vil få betydning for virksomheder i andre EU-lande, der leverer varer til forbrugere i Danmark. 

Ændringen indebærer en klar forventning om, at der i langt større omfang vil skulle betales moms i forbrugerens hjemland. Det må således forventes, at virksomheder i større grad vil skulle registreres og afregne moms i andre EU-lande, hvor virksomhederne leverer varer til forbrugere, jf. dog nedenfor om OSS-ordningen. Kravene til de danske virksomheder udfordres endvidere af, at mange EU-lande har differentierede momssatser.

Ny One Stop Shop-ordning

De nye regler medfører en række ændringer og udvidelser i den nuværende ordning for One Stop Shop-moms (OSS). Reglerne har til formål at forenkle det momsmæssige angivelses- og betalingssystem, hvorefter virksomheder kan nøjes med at være momsregistreret i virksomhedens hjemland frem for at være registreret i samtlige EU-lande, som virksomheden leverer varer og ydelser til. Hjemlandet vil herefter forestå fordelingen af momsbetalingerne til de respektive forbrugslande.

For virksomheder etableret i EU udvides ordningen til at gælde alle ydelser frem for som hidtil kun at gælde elektroniske ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningsydelser. Herudover vil ordningen også gælde for fjernsalg af varer inden for EU, når den årlige omsætning i EU for salg af elektroniske ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester samt varer overstiger 10.000 euro. Selvom indførelsen af den fælles fjernsalgsgrænse dermed forventes at indebære, at virksomheder etableret i EU i højere grad skal betale moms af salg til en forbruger i et andet EU-land, medfører udvidelsen af OSS-reglerne, at de administrative byrder i et vist omfang mindskes.

Herudover indføres en såkaldt importordning (IOSS). Herefter kan ydelser samt varer, der ikke overstiger en værdi på 150 euro, og som indføres fra lande uden for EU med henblik på fjernsalg inden for EU omfattes af ordningen.  

Via Importordningen kan virksomheder indberette og betale momsen månedligt af varer fra lande uden for EU, som sendes direkte til private forbrugere i EU, og hvis værdi ikke overstiger 150 euro. På den måde undgås det, at forbrugeren i EU får en ekstraregning for moms og gebyr, når de modtager pakken.

Såfremt en virksomhed allerede er en del af den nuværende OSS-ordning, vil virksomheden automatisk blive en del af den nye OSS-ordning. Herudover vil være muligt for virksomheder, der allerede er momsregisteret i andre EU-lande at lade sig afregistrere og i stedet lade sig registrere for OSS. 

Betydning for danske virksomheder

Sammenfattende betyder reglerne således, at danske virksomheder, der har fjernsalg for mere end 10.000 euro om året, fra og med 1. juli 2021 skal opkræve moms med de respektive landes momssatser, og at værdien skal angives og indbetales til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen vil herefter fordele provenuet mellem de relevante lande. Virksomhederne skal sørge for at få den særlige OSS-registrering, som kan ske fra 1. april 2021. Registreringen kan ske her, hvor Skattestyrelsen også har udarbejdet en vejledning om ordningen. 

Ændring af momsopkrævning for visse platforme

Momsloven er bygget på et princip om en sælgers pligt til at indeholde og opkræve moms af dennes salg af varer og ydelser. Udbredelsen af e-handlen har imidlertid udfordret den korrekte og effektive inddrivelse af moms på varer, hvilket især har vist sig problematisk i relation til varer importeret fra lande uden for EU, og i det tilfælde, hvor sælger ikke er etableret i EU.

Lovændringen indebærer derfor, at visse elektroniske platforme, markedspladser og lignende, der hidtil blot er blevet betragtet som formidlere, i et vist omfang vil blive forpligtet til at afregne moms af varer, når formidleren formidler salg af varer, der indføres i EU, eller når den "underliggende" sælger ikke er etableret i EU. Således vil en formidler i disse tilfælde blive anset for selv at have leveret varer, der formidles gennem deres grænseflader, når varerne har en værdi på ikke over 150 euro. Konsekvensen vil være, at formidleren vil være ansvarlig for betaling af moms knyttet til varen. For varer med en værdi over 150 euro ændres reglerne ikke.

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter