Reglerne om anbringelse af ikke-erhvervsdrivende fondes midler foreslås lempet

Udkastet til bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (herefter: Anbringelsesbekendtgørelsen) blev sendt i høring den 1. september 2020. Forslaget om ændring af anbringelsesbekendtgørelsen sker på baggrund af de senere års debat om, at der bl.a. i lyset de lave renteniveauer er behov for en modernisering af de nuværende regler for ikke-erhvervsdrivende fondes anbringelse af fondens midler. Høringsfristen udløber den 29. september.

Udkastet til en anbringelsesbekendtgørelse lægger op til en række ændringer til det nuværende regelsæt. En række af de nuværende begrænsninger foreslås dog også videreført.

Nogle af de væsentligste ændringer er, at der lægges op til, at andelen af fondenes bundne midler, der kan placeres i blandt andet aktier forøges fra de nuværende 50 pct. til 75 pct. Hertil kommer, at det foreslås, at op til 15 pct. af fondens bundne midler fremover kan placeres i alternative investeringsfonde.

Som hidtil må en ikke-erhvervsdrivende fond højst anbringe 15 pct. af fondens bundne midlerne i aktier, erhvervsobligationer eller konvertible obligationer fra det samme selskab.

Der ændres endvidere ikke på, at bestyrelsen i fonden fortsat skal vurdere forsvarligheden af fondens formueforvaltning, hvilket også medfører, at bestyrelsen vil skulle vurdere, om det i den enkelte fond vil være forsvarligt fuldt ud at udnytte de nye muligheder, der lægges op til i udkastet til bekendtgørelsen.

Det skal også nævnes, at der foreslås indsat en udtrykkelig bestemmelse om, at de dele af de bundne midler, der udgøres af kontanter, fremadrettet skal være anbragt i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler senest tre måneder efter fondens modtagelse af midlerne. 

Det fremgår af høringsbrevet, at udkastet til den nye anbringelsesbekendtgørelse er blevet til i samarbejde med Finanstilsynet og Finans Danmark, ligesom 5 større fonde har henvendt sig til Civilstyrelsen med en opfordring om, at der blev åbnet op for at placere midler i nye finansielle produkter, som ikke tidligere har været omfattet af bekendtgørelsens investeringsmuligheder.

Læs udkastet til bekendtgørelsen her

Seneste nyt om Selskabsret og Commercial Contracts

Selskabsret