Eksportkontrol: Nyt lovforslag giver Erhvervsstyrelsen adgang til at foretage uanmeldte kontrolbesøg

Erhvervsministeren har sendt et nyt lovforslag i høring, der skal give Erhvervsstyrelsen adgang til uden retskendelse at foretage kontrolbesøg hos virksomheder, der har aktiviteter omfattet af EUs regler om dual-use eksportkontrol eller handelssanktioner. Kontrolbesøgene kan gennemføres med eller uden forudgående varsel. Samtidig foreslås Erhvervsstyrelsen tildelt adgang til at kræve alle oplysninger, der vurderes nødvendige for gennemførelsen af Erhvervsstyrelsens kontrol- og tilsynsopgaver på disse områder.

Lovforslaget fremsættes som en ændring af bemyndigelsesloven (lov om anvendelsen af visse af Den Europæiske Unions retsakter om økonomiske forbindelse til tredjelande m.v.) og har til formål at styrke Erhvervsstyrelsens kontrol og tilsyn med virksomheder, der har aktiviteter omfattet af EUs regler om dual-use eksportkontrol eller handelssanktioner. Lovforslaget, der er sendt i høring, kan findes her.

Adgang til kontrolbesøg

Med lovforslaget gives Erhvervsstyrelsen mulighed for adgang til uden retskendelse at foretage kontrolbesøg hos virksomheder, der har aktiviteter omfattet af EUs regler om dual-use eksportkontrol eller handelssanktioner, hvilket Erhvervsstyrelsen ikke har adgang til i henhold til de nugældende regler på området.

Den primære målgruppe for Erhvervsstyrelsens kontrolbesøg forventes at være eksportører, men lovforslaget hjemler principielt kontrolbesøg hos alle virksomheder omfattet af området, herunder mæglervirksomheder, transportører og virksomheder, der ikke tidligere har været i kontakt med Erhvervsstyrelsen eller har fået udstedt en eksporttilladelse med vilkår. 

I bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det, at Erhvervsstyrelsens tilsynsindsats på området primært vil blive baseret på en risiko- og temabaseret tilgang, således at udvælgelsen af virksomheder til kontrol vil ske ud fra en vurdering af f.eks. produkter og virksomheder sammenholdt med det aktuelle trusselsbillede, sandsynlighed for omgåelse af reglerne, størst effekt af kontrollen m.v. Der forventes gennemført cirka 10 årlige kontrolbesøg.

Kontrolbesøgene vil overordnet have til formål at kontrollere overholdelsen af de gældende regler på området, og give Erhvervsstyrelsen adgang til yderligere dokumenter og registre. Kontrollen vil som udgangspunkt bestå i en stikprøvebaseret kontrol.

Gennemførslen af kontrolbesøg vil kunne ske uden retskendelse og med eller uden forudgående varsel. Det forudsættes, at muligheden for kontrolbesøg uden forudgående varsel alene vil blive anvendt, såfremt det er Erhvervsstyrelsens vurdering, at formålet med kontrolbesøget vil blive forspildt, hvis kontrolbesøget blev varslet, eller hvis der er tale om en situation, der kræver, at Erhvervsstyrelsens har behov for en umiddelbar adgang til en virksomhed for at forhindre, at dokumentationsmateriale bortskaffes eller destrueres. 

Adgangen til uanmeldte kontrolbesøg forudsættes ikke anvendt, hvis Erhvervsstyrelsen har en begrundet mistanke om, at en virksomhed har begået en strafbar handling, idet sagen i så fald vil skulle behandles af politiet. 

Udvidet adgang til information

Lovforslaget giver desuden Erhvervsstyrelsen en mere generel adgang til at kræve alle oplysninger, herunder handelsdokumenter, kunderegistre, varefortegnelser m.v., til brug for styrelsens tilsyns- og kontrolopgaver, som er omfattet af bemyndigelsesloven, henvist hertil i lovens § 1, eller som er fastsat i medfør af bemyndigelsesloven.

På området for eksportkontrol er der tale om en udvidelse af Erhvervsstyrelsens nuværende adgang til information fra eksportører af dual-use produkter, der i henhold til EUs dual-use forordningen i dag skal føre detaljerede registre eller optegnelser over deres udførsler i overensstemmelse med national lov eller praksis, og som skal forevises på den kompetente myndigheds (i Danmarks tilfælde Erhvervsstyrelsens) forlangende.

Sådanne registre skal i dag navnlig indeholde handelsdokumenter såsom fakturaer, ladningsmanifester og andre transport- og forsendelsesdokumenter, der indeholder tilstrækkelige oplysninger til at gøre det muligt at identificere beskrivelsen og mængden af eksporterede dual-use produkter, eksportørens og modtagerens navn og adresse, og den endelige anvendelse samt slutbrugeren af dual-use produkterne, når disse forhold kendes.

Overtrædelse af reglerne er strafsanktioneret 

Lovforslaget pålægger de omfattede virksomheder og fysiske personer en pligt til at yde Erhvervsstyrelsen den fornødne bistand i forbindelse med Erhvervsstyrelsens brug af de foreslåede beføjelser. En forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af denne forpligtelse kan således straffes med bøde.

Lovforslaget forventes fremsat i oktober 2020 og skal træde i kraft med virkning fra den 1. januar 2021. 

Plesners team for International Handel vil følge høringsprocessen og Folketingets behandling af lovforslaget tæt. 

Seneste nyt om Selskabsret og Commercial Contracts

Selskabsret