Dokumenternes formål

Aftalen fastsætter vilkårene for Storbritanniens udtræden af EU den 29. marts 2019 ("Brexit"). Aftalen regulerer således ikke forholdet mellem EU og Storbritannien efter Brexit.

Den fremtidige relation mellem EU og Storbritannien er behandlet ganske kortfattet i Erklæringen, hvori EU-27 og Storbritannien beskriver nogle målsætninger for, hvordan de ønsker, at en senere samarbejdsaftale om det fremtidige forhold skal se ud. Erklæringen er ikke en bindende aftale, men er derimod et udtryk for, hvad parterne har til hensigt at aftale i fremtiden.

Betydningen af Brexit

Aftalens udgangspunkt er, at med Brexit bliver britiske finansielle virksomheder betragtet som virksomheder fra tredjelande med de konsekvenser, dette har i forhold til f.eks. tilladelseskrav og aftalerelationer. Det betyder blandt andet, at virksomhederne i udgangspunktet kommer til at miste den nemme adgang til at "passporte" deres tilladelser til EU-lande inden for den finansielle sektor. Samtidig vil der ikke være sikkerhed for, at virksomhederne rent faktisk vil kunne opnå de krævede tilladelser til at operere i EU, jf. dog nedenstående om en mulig ækvivalensbeslutning.

Overgangsperiode

Af Aftalen fremgår, at der uanset ovenstående vil løbe en overgangsperiode indtil den 31. december 2020, hvor EU-retlige regler finder anvendelse på Storbritannien som om Storbritannien var en EU-medlemsstat. Storbritannien vil altså først blive anset for et tredjeland efter udløbet af denne overgangsperiode, og britiske finansielle virksomheder vil dermed kunne fortsætte deres aktiviteter i EU-27 uændret i overgangsperioden. På samme vis kan finansielle virksomheder fra EU-27, herunder Danmark, fortsætte deres aktiviteter i Storbritannien i overgangsperioden.

Enhver ændring i EU's regler vil automatisk finde anvendelse på Storbritannien i overgangsperioden, men Storbritannien har i overgangsperioden ikke indflydelse på beslutningstagningen i EU.

Formålet med overgangsperioden er, at myndighederne og erhvervslivet skal kunne forberede sig på, at Storbritannien ikke længere er medlem af EU, og at EU og Storbritannien har tid til at forhandle den endelige samarbejdsaftale om det fremtidige forhold på plads. Overgangsperioden kan forlænges én gang, hvis parterne er enige om det - dog ikke længere end til et tidspunkt, som vil blive aftalt i forbindelse med færdigforhandlingen af Aftalen.

Hvis Aftalen bliver vedtaget, kan finansielle virksomheder således glæde sig over, at Storbritannien ikke allerede fra den 29. marts 2019 vil blive betragtet som et tredjeland, men tidligst fra udgangen af 2020. Efter offentliggørelsen af Aftalen har EU's Brexit-chefforhandler, Michel Barnier, åbnet op for at forlænge overgangsperioden til udgangen af 2022. Det kan derfor ikke udelukkes, at EU-27 finansielle virksomheder vil fortsætte med at have adgang til Storbritannien (og vice versa) også i en periode efter udgangen af 2020.

Den fremtidige relation mellem Storbritannien og EU-27

Den fremtidige relation mellem Storbritannien og EU-27 efter udløbet af overgangsperioden vil blive fastlagt i en fremtidig samarbejdsaftale, som først vil blive forhandlet efter Brexit. I Erklæringen har EU-27 og Storbritannien dog skitseret det ønskede politiske hovedindhold i den fremtidige samarbejdsaftale.

Af Erklæringen fremgår, at parterne tilsigter at iværksætte en ækvivalensundersøgelse på det finansielle område. Undersøgelsen skal iværksættes straks efter Storbritanniens udtræden af EU i slutningen af marts 2019, og det tilstræbes, at undersøgelsen er færdiggjort senest i slutningen af juni 2020.

En ækvivalensundersøgelse indebærer, at EU gennemgår et tredjelands regler for at undersøge, om tredjelandets regler svarer til EU's regler eller er tilstrækkeligt stramme til, at EU kan tillade virksomheder fra tredjelandet at udøve sin virksomhed i EU. På baggrund af undersøgelsen kan EU Kommissionen træffe beslutning om at give virksomheder fra det pågældende tredjeland ret til at yde visse tjenester til kunder i EU under fastsatte betingelser eller anerkende visse institutioner i forhold til EU's regelsæt. På samme måde vil Storbritannien ifølge Erklæringen foretage en ækvivalensundersøgelse af EU's regler for at træffe en beslutning om ækvivalens.

Ækvivalens i forhold til tredjelande benyttes allerede i dag, men kun i visse dele af den finansielle sektor - særligt inden for investeringsområdet og MiFID II, hvorimod ækvivalens ikke er en mulighed inden for f.eks. bankvirksomhed og betalingstjenester. Da der ikke fremgår noget af Erklæringen om, hvilke områder den påtænkte ækvivalensundersøgelse vil omfatte, er det usikkert, hvor stor en del af den finansielle sektor, der i praksis vil kunne benytte sig af ækvivalensmekanismen.

Det er karakteristisk for EU's allerede eksisterende ækvivalensbeslutninger over for tredjelande, at EU kan trække sin beslutning tilbage med kort varsel på typisk 30 dage. Effekten af tilbagetrækningen er, at de finansielle virksomheder i tredjelandet pludselig mister adgangen til EU's marked. EU's mulighed for at trække ækvivalensbeslutningen tilbage medfører usikkerhed for både investorer og virksomheder.

Der har i medierne været historier om, hvorvidt EU ville give Storbritannien en form for "udvidet ækvivalens" på det finansielle område. Det kan eksempelvis være i form af, at begge parter skal drøfte en eventuel tilbagetrækning af ækvivalensbeslutningen, sådan at EU ikke blot på egen hånd kan trække den tilbage med et kort varsel. Af Erklæringen fremgår, at det fremtidige samarbejde mellem parterne skal inkludere "transparency and appropriate consultation in the process of adoption, suspension and withdrawal of equivalence decisions". Det må derfor forventes, at ækvivalensbeslutningerne mellem EU-27 og Storbritannien vil give større beskyttelse mod bortfald af ækvivalens end de nuværende ækvivalensordninger gør.

Proces for vedtagelse af Aftalen

Det næste skridt for at få vedtaget Aftalen er, at den skal godkendes af EU's stats- og regeringschefer. På et møde i Bruxelles den 19. november 2018 har EU's udenrigsministre formelt accepteret Aftalen, og det forventes derfor, at Aftalen bliver endeligt godkendt af EU's stats- og regeringschefer på et topmøde om Storbritanniens udtrædelse i den kommende weekend. Sker dette, skal Aftalen herefter vedtages af et flertal i det britiske parlament, hvilket der er usikkerhed om, hvorvidt vil ske.