Første fintech-iværksætter klar til FT Lab

Fintech-iværksætterne i hiveonline bliver nu den første deltager i Finanstilsynets nye "regulatoriske sandkasse" FT Lab. Plesner er juridisk rådgiver for hiveonline og ser arbejdet med FT Lab som et vigtigt skridt i udviklingen af fintech i Danmark.

Iværksættervirksomheden hiveonline har udviklet en finansiel platform til små og mellemstore virksomheder, der har til formål, at virksomhederne kan styrke deres finansielle tillid. Tilliden til virksomhederne sikrer hiveonline bl.a. gennem brug af såkaldt blockchain-teknologi, der gør det muligt at skabe en uslettelig oversigt over bl.a. alt udført arbejde, betalinger, kvitteringer og kommunikation mellem virksomhederne og deres kunder. En særlig algoritme giver virksomheden en samlet finansiel tillidsscore på hiveonline-platformen.

Nu skal hiveonline arbejde videre med sit produkt inden for rammerne af FT Lab, hvor et testforløb de kommende måneder skal være med til at afklare de lovgivningsmæssige rammer for virksomheden.

Plesner har som juridisk rådgiver for hiveonline og en række andre iværksættervirksomheder fulgt arbejdet med FT Lab tæt:

"Det er en milepæl for udviklingen af fintech i Danmark, at vi nu har den første iværksættervirksomhed, der kan udvikle sine services uden fra dag ét at skulle være underlagt alle dele af den omfattende regulering i den finansielle sektor", siger advokat og partner i Plesner, Rasmus Mandøe Jensen, der er leder af Plesners fintech team.

Plesner har gennem de seneste år opbygget et team af specialister, som er de førende i landet inden for fintech. Teamet har bistået en række toneangivende danske og udenlandske fintech-virksomheder og flere af de mest innovative danske fintech-iværksættere.

Læs mere om Plesners rådgivning inden for fintech

Seneste nyt om Bank og Finans

Bank og Finans