Skærpede krav til andelsboligforeninger vedtaget

Et politisk flertal i Folketinget har netop vedtaget en lovændring til andelsboligloven, som skærper kravene i forhold til både eksisterende og nye andelsboligforeninger. De nye regler træder i kraft den 1. juli 2018.

Lovændringen i andelsboligloven er i hovedtræk et udtryk for regeringens ambition om at sikre økonomisk sundere og mere levedygtige andelsboligforeninger.
Som et resultat indeholder lovændringen en række tiltag som bl.a. skærper de finansielle krav til andelsboligforeninger.

Fremadrettet vil andelsboligforeninger ved køb af ejendomme i forbindelse med andelsboligforeningens stiftelse, således være underlagt en lånegrænse for så vidt angår aftaler om afdragsfrihed. Der vil kun kunne aftales afdragsfrihed for maximalt 40% af købesummen, ligesom der indføres en karensperiode på 3 år fra stiftelsestidspunktet. Det betyder, at andelsboligforeningen tidligst kan omlægge lån til afdragsfrihed med virkning 3 år efter foreningens stiftelsestidspunkt.

Når foreninger køber en ejendom, er de desuden forpligtet til at udarbejde en vedligeholdelsesplan, der som minimum skal gælde en periode på 15 år regnet fra tidspunktet for ejendommens erhvervelse. De nærmere regler og procedurer for dette fastsættes af erhvervsministeren.

Regulering af retsstilling

Lovændringen indeholde også en ny regulering af andelshavernes retstilling ved en andelsboligforenings tvangsopløsning eller konkurs med hensyn til lejefastsættelse, forudbetalt leje og depositum.

Med hensyn til lejefastsættelsen er hovedpunktet, at den nu fastsættes efter lejelovens regler med mulighed for et tillæg, svarende til forskellen mellem en leje beregnet efter lejelovgivningens regler og den boligafgift, der gennemsnitligt har været opkrævet i en 4-årig periode forud for andelsboligforeningens tvangsopløsning eller konkurs. Tillægget kan højst opkræves for en periode på 6 år regnet fra tidspunktet for ejerskiftet.

Lovændringen indeholder derudover en række præciseringer og indskærpelse af bl.a. bestyrelsens forpligtelser og en fjernelse af forældelsesfristen på 6 måneder for krav om tilbagebetaling af overpris ved køb af andelslejligheder.

Endeligt er rådgiveransvaret for finansielle virksomheder, revisorer, administratorer og advokater forlænget fra 3 år til 6 år.

Ikrafttrædelse

De nye regler træder i kraft 1. juli 2018.

Seneste nyt om Fast Ejendom

Fast Ejendom