Fusionskontrol: Facebook idømt 110 mio. euro i bøde for vildledende oplysninger

EU-Kommissionen har i dag tildelt Facebook en bøde på 110 mio. euro for at have afgivet forkerte og vildledende oplysninger i forbindelse med anmeldelsen af Facebooks overtagelse af WhatsApp i 2014. Bøden er blot det seneste eksempel på, at konkurrencemyndighederne i stigende grad har fokus på, om oplysninger afgivet i fusionsanmeldelser er korrekte og fyldestgørende.

Kort om sagen

Facebooks overtagelse af WhatsApp blev anmeldt til EU-Kommissionen i 2014. I løbet af processen oplyste Facebook to gange, at det ikke efter overtagelsen ville være muligt for Facebook at overføre brugerdata mellem Facebooks og WhatsApp's platforme automatisk. I 2016, efter at overtagelsen var blevet godkendt, opdaterede WhatsApp imidlertid sine vilkår, så brugerdata nu kunne blive overført mellem platformene.

EU's kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, udtaler, at sagen sender et klart signal til virksomheder om, at de skal overholde alle aspekter af fusionskontrolreglerne, herunder forpligtelsen til at give korrekte oplysninger. Bøden er tiltænkt at virke afskrækkende.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i Danmark har også fokus på, at virksomheder afgiver korrekte og fyldestgørende oplysninger i fusionsanmeldelser. Senest blev Metro Cash and Carry Danmark ApS i april 2017 idømt en bøde på 50.000 kr. for at have afgivet ufuldstændige oplysninger i fusionsanmeldelsen af Euro Cater A/S' overtagelse af to METRO-varehuse i 2014. Læs Plesners tidligere nyhed om denne sag her

Læs Komissionens pressemeddelelse om Facebook-sagen

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret