Transfer pricing og EU-voldgiftskonventionen - Plesner henvender sig til Skatteministeriet

Plesner har anmodet Skatteministeriet om at bekræfte, at ministeriet ikke ved at indbringe en landskatteretsafgørelse vedrørende transfer pricing for domstolene kan afskære skatteyderen fra at få voldgiftsbehandling efter EU-voldgiftskonventionen.

Efter at Landsskatteretten er begyndt at træffe afgørelser i transfer pricing-sager, er der kommet større fokus på EU-voldgiftskonventionen end tidligere.

Formålet med voldgiftskonventionen er at give alle skatteydere i EU et krav på, at dobbeltbeskatningskonflikter mellem medlemsstaterne ultimativt kan blive løst ved voldgift.

I medlemslande, hvor den interne lovgivning ikke tillader de kompetente myndigheder at fravige afgørelser, der er truffet af deres domstole, er prisen for voldgiftsbehandlingen dog, at skatteyderen må undlade at søge sagen løst ved de nationale domstole. Efter Skatteministeriets opfattelse er dette retsstillingen i Danmark.

Voldgiftskonventionen forholder sig alene til konsekvenserne af, at det er skatteyderen, der indbringer skattesagen for domstolene.

Efter dansk ret er det imidlertid ikke kun skatteyderen, men også Skatteministeriet, der kan indbringe en landsskatteretsafgørelse for domstolene.

Da Skatteministeriets synspunkt hviler på en forudsætning om, at dansk lovgivning ikke tillader den kompetente myndighed at fravige en afgørelse, der er truffet af domstolene, jf. konventionens artikel 7, stk. 3, betyder dette - hvis ellers forudsætningen er korrekt - at også et sagsanlæg, der er initieret af Skatteministeriet, udelukker muligheden for voldgiftsbehandling.

Det er Plesners opfattelse, at det ville være i strid med konventionen, hvis Skatteministeriet kunne afskære en skatteyder fra voldgiftsbehandling ved at indbringe sagen for domstolene.

Hvis skatteyderen ønsker at få sagen løst efter voldgiftskonventionen, må Skatteministeriet således afholde sig fra at indbringe afgørelsen for domstolene eller, hvis sagen allerede er anlagt, hæve denne.

Plesner har derfor i en henvendelse af 2. december 2016 anmodet Skatteministeriet om at bekræfte, at ministeriet ikke ved at indbringe en landskatteretsafgørelse for domstolene kan afskære skatteyderen fra at få voldgiftsbehandling efter EU-voldgiftskonventionen.

Se henvendelsen til Skatteministeriet

Seneste nyt om Skatter og Afgifter

Skatter og Afgifter