Programmør handlede illoyalt
27. april 2016
Det var berettiget at bortvise en medarbejder, A, som følge af, at han havde udført arbejde for andre virksomheder uden sin egen arbejdsgivers godkendelse. A havde således tilsidesat sin loyalitetspligt, og det faktum, at arbejdsgiveren først senere blev bekendt med det fulde omfang af A's udførte arbejde efter bortvisningen, kunne ikke føre til et andet resultat. Endvidere blev arbejdsgiveren tilkendt erstatning, hvilket blev begrundet i A's ansvarspådragende forhold. Vestre Landsrets dom af 12. april 2016.
A, der var ansat som programmør i en virksomhed, blev i april 2012 bortvist. Begrundelsen herfor var, at han uden ledelsens vidende og godkendelse havde udført arbejde for andre virksomheder i form af videreudvikling af software til logistikopgaver.
Det fremgik af A's ansættelseskontrakt, at A under ansættelsesforholdets beståen havde forpligtet sig til ikke at deltage i andre virksomheder, der beskæftigede sig med produktion af hjemmesider, programmering og lignende.
Landsretten fandt det bevist, at A's arbejdsgiver alene én gang i en ferieperiode havde tilladt A at udføre arbejde for en anden person uden om virksomheden. Derfor blev A's forklaring tilsidesat, og landsretten lagde således til grund, at A's arbejdsgiver ikke var vidende om og ikke havde godkendt, at A i stort omfang udførte arbejde uden om firmaet, og at betalingen for dette arbejde gik uden om virksomheden.
På denne baggrund fandt landsretten, at A ved sin adfærd havde handlet illoyalt, og at A groft havde misligholdt sit ansættelsesforhold ved at foranledige, at arbejdsopgaver uden arbejdsgiverens vidende blev udført og betalt uden om firmaet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at A's arbejdsgiver efter de foreliggende oplysninger efterfølgende blev medejer og senere overtog hele virksomheden, i hvilken A havde udført arbejde uden sin arbejdsgivers vidende. Ligeledes kunne den omstændighed, at A's arbejdsgiver først blev bekendt med det fulde omfang af A's udførte arbejde efter bortvisningen, og det fulde omfang af arbejdet således ikke fremgik af bortvisningsbrevet, men først blev påberåbt under denne retssag, ikke føre til et andet resultat.
Bortvisningen var derfor berettiget.
Det næste spørgsmålet i sagen var, hvorvidt A ved sin illoyale adfærd havde handlet ansvarspådragende, og derved pådraget sig et erstatningsansvar over for sin arbejdsgiver. Årsagen til, at A's arbejdsgiver havde nedlagt påstand om erstatning var, at A ved sit arbejde uden om virksomheden var blevet betalt 150 kr. i timen, mens det ville have kostet ca. 650 kr. i timen, hvis A skulle have udført arbejdet gennem virksomheden - altså på lovlig vis.
Flertallet i landsretten fandt, at A ved sin illoyale adfærd havde handlet ansvarspådragende, således at han var pligtig til at betale erstatning for sin arbejdsgivers tab som følge af mistet omsætning. Der var ikke fremlagt oplysninger om dækningsbidrag mv., men flertallet fandt det alligevel ubetænkeligt at lægge til grund, at arbejdsgiverens havde lidt et tab som følge af A's illoyale adfærd - i hvert fald svarende til A's krav på løn og feriepenge forud for bortvisningen, samt for ferieåret 2012, hvor A blev bortvist.
Erstatningen blev herefter berigtiget ved modregning. Arbejdsgiveren kunne således modregne i A's lønkrav, da betingelserne for konneksitet var opfyldt, da erstatningskravet udsprang af samme retsforhold som A's ansættelsesforhold.
For så vidt angik A's krav på ferie, hjemler ferieloven en adgang for arbejdsgiveren til at modregne i en lønmodtagers krav på løn under ferie, ferietillæg eller feriegodtgørelse, hvis lønmodtageren har begået et retsstridigt forhold i ansættelsesforholdet, som har medført et forfaldent modkrav fra arbejdsgiverens side. Landsretten fandt, at A ved sin misligholdelse havde begået et retsstridigt forhold i ansættelsesforholdet, og arbejdsgiveren kunne herefter modregne A's krav på feriegodtgørelse.
Dommen viser, at udførelse af arbejde uden om virksomheden, og uden arbejdsgiverens udtrykkelige samtykke, kan berettige bortvisning - navnlig når et forbud herom fremgår direkte af medarbejderens ansættelseskontrakt.
Det fremgik af A's ansættelseskontrakt, at A under ansættelsesforholdets beståen havde forpligtet sig til ikke at deltage i andre virksomheder, der beskæftigede sig med produktion af hjemmesider, programmering og lignende.
Landsretten fandt det bevist, at A's arbejdsgiver alene én gang i en ferieperiode havde tilladt A at udføre arbejde for en anden person uden om virksomheden. Derfor blev A's forklaring tilsidesat, og landsretten lagde således til grund, at A's arbejdsgiver ikke var vidende om og ikke havde godkendt, at A i stort omfang udførte arbejde uden om firmaet, og at betalingen for dette arbejde gik uden om virksomheden.
På denne baggrund fandt landsretten, at A ved sin adfærd havde handlet illoyalt, og at A groft havde misligholdt sit ansættelsesforhold ved at foranledige, at arbejdsopgaver uden arbejdsgiverens vidende blev udført og betalt uden om firmaet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at A's arbejdsgiver efter de foreliggende oplysninger efterfølgende blev medejer og senere overtog hele virksomheden, i hvilken A havde udført arbejde uden sin arbejdsgivers vidende. Ligeledes kunne den omstændighed, at A's arbejdsgiver først blev bekendt med det fulde omfang af A's udførte arbejde efter bortvisningen, og det fulde omfang af arbejdet således ikke fremgik af bortvisningsbrevet, men først blev påberåbt under denne retssag, ikke føre til et andet resultat.
Bortvisningen var derfor berettiget.
Det næste spørgsmålet i sagen var, hvorvidt A ved sin illoyale adfærd havde handlet ansvarspådragende, og derved pådraget sig et erstatningsansvar over for sin arbejdsgiver. Årsagen til, at A's arbejdsgiver havde nedlagt påstand om erstatning var, at A ved sit arbejde uden om virksomheden var blevet betalt 150 kr. i timen, mens det ville have kostet ca. 650 kr. i timen, hvis A skulle have udført arbejdet gennem virksomheden - altså på lovlig vis.
Flertallet i landsretten fandt, at A ved sin illoyale adfærd havde handlet ansvarspådragende, således at han var pligtig til at betale erstatning for sin arbejdsgivers tab som følge af mistet omsætning. Der var ikke fremlagt oplysninger om dækningsbidrag mv., men flertallet fandt det alligevel ubetænkeligt at lægge til grund, at arbejdsgiverens havde lidt et tab som følge af A's illoyale adfærd - i hvert fald svarende til A's krav på løn og feriepenge forud for bortvisningen, samt for ferieåret 2012, hvor A blev bortvist.
Erstatningen blev herefter berigtiget ved modregning. Arbejdsgiveren kunne således modregne i A's lønkrav, da betingelserne for konneksitet var opfyldt, da erstatningskravet udsprang af samme retsforhold som A's ansættelsesforhold.
For så vidt angik A's krav på ferie, hjemler ferieloven en adgang for arbejdsgiveren til at modregne i en lønmodtagers krav på løn under ferie, ferietillæg eller feriegodtgørelse, hvis lønmodtageren har begået et retsstridigt forhold i ansættelsesforholdet, som har medført et forfaldent modkrav fra arbejdsgiverens side. Landsretten fandt, at A ved sin misligholdelse havde begået et retsstridigt forhold i ansættelsesforholdet, og arbejdsgiveren kunne herefter modregne A's krav på feriegodtgørelse.
Dommen viser, at udførelse af arbejde uden om virksomheden, og uden arbejdsgiverens udtrykkelige samtykke, kan berettige bortvisning - navnlig når et forbud herom fremgår direkte af medarbejderens ansættelseskontrakt.
