Afskedigelse af en dagplejer med et handicappet barn var sagligt begrundet

Det var sagligt begrundet at afskedige A, der var ansat som dagplejer i en kommune, da dette var begrundet i A's langvarige fravær og ikke i A's søns handicap. Spørgsmålet om hvorvidt indirekte forskelsbehandling på grundlag af en medarbejders tilknytning til et handicappet barn er omfattet af forskelsbehandlingsloven, fandtes ikke at være afgørende for udfaldet af sagen, hvorfor der ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Højesterets dom af 27. april 2016.

A, der var ansat som dagplejer i en kommune, blev i maj 2010 opsagt fra sin stilling, da kommunen, som følge af faldende børnetal, var nødsaget til at afskedige én. A mente, at kommunen på opsigelsestidspunktet havde tilsidesat forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Først og fremmest skulle Højesteret tage stilling til, hvorvidt A's søn, der led af Aspergers syndrom var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand eller ej. Retten fandt det bevist, at A's søns lidelse var omfattet af handicapbegrebet, da diagnosen medførte betydelig funktionsbegrænsning for sønnen med hensyn til hans sociale kompetencer og evne til at håndtere forandringer i hverdagen, og at denne funktionsbegrænsning blandt andet forhindrede ham i en normal skolegang.

Herefter afviste Højesteret, at der var sket en direkte forskelsbehandling af A, idet årsagen til opsigelsen af A var nednormering i dagplejen, og at hun var blevet udvalgt til opsigelse, fordi hun på grund af orlov og sygdom ikke havde fungeret som dagplejer siden januar 2009. Endvidere var Højesteret enig i kommunens vurdering af, at det ville være pædagogisk uforsvarligt at vælge en løsning, der ville indebære, at børn skulle flyttes fra deres nuværende dagplejer til en dagplejer, de ikke kendte. Årsagen til A's afskedigelse var således ikke A's søns handicap, men hendes langvarige fravær fra dagplejen.

Herefter skulle Højesteret tager stilling til, om A var blevet indirekte forskelsbehandlet, hvilket der gælder et forbud mod i forskelsbehandlingsloven. En person er blevet indirekte forskelsbehandlet, såfremt et kriterium, der tilsyneladende er neutralt, stiller personen med handicap ringere end andre personer, medmindre kriteriet er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Højesteret afviste imidlertid, at A var blevet indirekte forskelsbehandlet, da Højesteret tilsluttede sig kommunens anbringende om, at A's opsigelse var sket ud fra saglige grunde, herunder hensynet til at undgå at flytte børn til en dagplejer, de ikke kendte. Opsigelsen af A var således hensigtsmæssigt og nødvendigt for at nå dette mål.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det undertiden ikke kunne hindres, eksempelvis på grund af en dagplejers sygdom, at et barn var nødt til at blive flyttet til en dagplejer, det ikke kendte. Opsigelsen af A var derfor ikke indirekte i strid med forskelsbehandlingsloven.

Højesteret fandt herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt forskelsbehandlingslovens forbud om indirekte forskelsbehandling, omfatter en situation, hvor en medarbejder, der ikke selv er handicappet, rammes af en foranstaltning i kraft af sin tilknytning til sit handicappede barn.

Højesteret slog fast, at forskelsbehandlingsloven imidlertid også skal fortolkes i lyset af beskæftigelsesdirektivet og EU-Domstolens praksis.

På baggrund af fortolkning og EU-Domstolens praksis fandt Højesteret, at den rette forståelse af direktivet hverken er klar eller afklaret. En sådan afklaring måtte foretages ved at forelægge sagen præjudicielt for EU-Domstolen. I den konkrete sag fandt Højesteret dog ikke, at spørgsmålet, om hvorvidt indirekte forskelsbehandling på grundlag af en medarbejders tilknytning til et handicappet barn er omfattet af forskelsbehandlingsloven, var af betydning for udfaldet af sagen. Der var derfor ikke grundlag for en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Kommunen blev således frifundet. Højesteret kom til det modsatte resultat af Østre Landsret.

Dommen viser, at det kan være berettiget at afskedige en medarbejder med et handicappet barn, når dette er sagligt begrundet. Dommen siger imidlertid ikke noget om, hvorvidt en situation som i denne sag, hvor en medarbejder, der ikke selv er handicappet, rammes af en foranstaltning i kraft sin tilknytning til sit handicappede barn er en indirekte forskelsbehandling. Den nærmere fortolkning heraf kræver en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret