Sådan får du styr på cloud computing

Danske IT-advokater og Dansk IT lancerer 2. udgave af vejledning om Cloud Computing. Vejledningen giver gode råd om juridiske, kommercielle og tekniske forhold i aftaler om Cloud Computing. Certificeret IT-advokat Niels Chr. Ellegaard fra Plesner er Danske IT-advokaters repræsentant i forfattergruppen.

Cloud computing er for alvor kommet på dagsordenen hos de fleste virksomheder og IT-leverandører i Danmark og i udlandet. Mange har dog stadig betænkeligheder ved cloud computing og har vanskeligt ved at overskue konsekvenserne ved at anvende løsninger baseret på cloud computing i deres virksomhed.

Formålet med vejledningen om  "Cloud Computing kontrakter" er at give en række gode råd og anbefalinger. Vejledningen retter sig først og fremmest mod dem, som skal indgå og bruge kontrakter vedrørende cloudløsninger, og den er skrevet ud fra et ønske om, at den skal kunne læses og bruges af både jurister og ikke-jurister.

Det særlige ved cloud computing er, at juridiske, kommercielle og tekniske forhold vanskeligt kan skilles ad. Om en konkret cloudløsning er det rette valg for kunden, afhænger derfor ikke blot af en teknisk vurdering af cloudløsningen, men også af juridiske, finansielle og strategiske overvejelser. Vejledningen tager ikke stilling til, om cloud computing er en bedre eller ringere løsning for kunden i forhold til alternativerne. Den er en tjekliste til at stille de rigtige spørgsmål og gøre de rigtige overvejelser.

Vejledningen blev første gang publiceret i september 2014, og denne anden udgave indeholder en række opdateringer og nye afsnit. Det gælder bl.a. ændringer i bogføringsloven og inden for persondataretten, hvor den kommende persondataforordning også skal tages i betragtning. Samtidig er den nye opdaterede vejledning udbygget med et afsnit om kontraktstyring og en uddybning af afsnittet om sikkerhed.

Hovedforfatter til vejledningen, certificeret IT-advokat Niels Chr. Ellegaard fra Plesner, er en af landets førende eksperter inden for området og rådgiver om alle dele af processen i forhold til at indgå cloud computing kontrakter.

Læs vejledningen "Cloud Computing kontrakter"

Seneste nyt om Teknologi & Outsourcing

Teknologi og Outsourcing