Entreprenørgaranti er omfattet af forsikringsaftaleloven

Højesteret har fastslået, at en entreprenørgaranti var omfattet af forsikringsaftaleloven, herunder forsikringsaftalelovens præceptive regler. Højesteret fastslog endvidere, at et beløb, som ved en fejl var udbetalt til underentreprenøren, kunne kræves udbetalt under garantien.

Et forsikringsselskab havde som garantistiller og på vegne af en underentreprenør udstedt en sædvanlig entreprenørgaranti i medfør af AB 92 § 6. Efter underentreprenørens konkurs stod det imidlertid klart, at hovedentreprenøren ved en fejl havde udbetalt DKK 526.000 for meget, idet hovedentreprenøren ikke var opmærksom på, hvor meget man tidligere havde betalt.

Hovedentreprenøren krævede herefter det for meget betalte udbetalt under entreprenørgarantien. Garantistilleren nægtede at foretage udbetaling og gjorde i den forbindelse gældende, at garantien ikke skulle betragtes som en forsikringsaftale.

Ved dom af 30. november 2015 fastslog Højesteret imidlertid, at hovedentreprenøren kunne kræve det for meget betalte udbetalt under garantien, uanset hovedentreprenørens fejl.

Højesteret fandt endvidere, at selvom hovedentreprenøren havde begået en fejl ved udbetalingen til underentreprenøren, var det ikke i sig selv nok til at afskære krav under garantien, idet det følger af de præceptive regler i forsikringsaftalelovens § 18, jf. § 20, at der skal være tale om grov uagtsomhed eller forsæt.

Dommen er interessant, idet den klart fastslår, at en entreprenørgaranti er om fattet af forsikringsaftaleloven, og at der skal relativt klare fejl til førend et krav om (tilbage)betaling af for meget udbetalt mistes over for garanten.

Dommen ændrer derimod ikke ved, at en bygherre eller hovedentreprenør ikke kan kræve (tilbage)betaling af for meget udbetalt over for garanten, såfremt der er tale om egentlig likviditetsforstrækning.

Seneste nyt om Dispute Resolution

Dispute Resolution