Kampen fortsætter mellem brugskunstproducenterne og de engelske kopier

Endnu et kapitel i sagaen om de danske brugskunstproducenter mod de engelske replikasælgere blev skrevet den 17. november 2015.

Ved forskellige afgørelser gennem de senere år, har brugskunstproducenterne fået domstolenes ord for, at Voga Ltd. krænker rettighederne til de kendte danske designmøbler ved at sælge kopier af disse møbler fra England til danske privatkunder. Den seneste kendelse er fra Østre Landsret den 3. juni 2015. Hovedsagen verserer fortsat.

Når Voga Ltd. er blevet dømt, har de efterfølgende forsøgt at ændre på deres hjemmeside og deres leveringsarrangementer i et forsøg på at undgå krænkelse. Ændringerne har hidtil ikke medført, at krænkelserne er stoppet, men de har dog medført, at Voga fortsat fra voga.com sælger sine designkopier til det danske marked.

I tilsyneladende frustration over situationen anlagde brugskunstproducenterne derfor en forbudssag direkte mod TDC for at få lukket adgangen til voga.com. Sø- og Handelsretten afviste dog at nedlægge det forbud under hensyntagen til, at eftersom hovedsagen mellem brugskunstproducenterne og Voga stadig er verserende, foreligger der ikke en retskraftig dom vedrørende krænkelserne.

Om end det må være meget frustrerende for brugskunstproducenterne, at Voga fortsætter med at sælge kopimøbler til danske forbrugere, forekommer den konkrete afgørelse fra Sø- og Handelsretten at være i overensstemmelse med dansk retspraksis.

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret