Nye regler for klausuler i ansættelseskontrakter

Danske virksomheder får fremover langt sværere ved at bruge særlige klausuler, når de ansætter medarbejdere. Det bliver konsekvensen, hvis et nyt lovforslag om ansættelsesklausuler bliver vedtaget. Lovforslaget indeholder stramninger for brug af konkurrence- og kundeklausuler, mens jobklausuler næsten helt forbydes.

De nye regler vil umiddelbart give mere fleksibilitet til medarbejderne. Men omvendt er der risiko for, at de brancher, der i dag flittigt gør brug af klausuler, vil være mere tilbageholdende med at ansætte nøglemedarbejdere og give dem ansvar for kunder etc.

En af hensigterne med de nye regler er at skabe bedre betingelser for vækst i erhvervslivet. Men det er ikke givet, at det bliver konsekvensen. Virksomhederne skal i hvert fald forberede sig på nogle markante ændringer.

Regler udvides og strammes

Lovforslaget samler de nuværende forskellige regler om ansættelsesklausuler. Loven bliver samtidig udvidet, så begrænsninger i brug af konkurrence- og kundeklausuler fremover gælder for alle lønmodtagere, der dog skal indtage en "helt særlig betroet stilling", og ikke som nu kun for funktionærer. Derudover bliver jobklausuler forbudt med undtagelse af virksomhedsoverdragelser og vikaransættelser, hvor jobklausulerne kan bruges i begrænset omfang.

De nye regler vil betyde, at arbejdsgiveren fremover kun kan binde medarbejdere med en konkurrence- eller kundeklausul i op til et år. Bruger en virksomhed klausulerne samtidig, kan medarbejderne endda kun bindes et halvt år.

Som ekstra motivation til at vælge korte klausuler foreslås det, at arbejdsgiverne skal betale en højere månedlig kompensation til medarbejderne, hvis de bruger klausuler på over et halvt år.

Flere penge i kompensation

Som noget nyt skal arbejdsgiverenen altid betale et engangsbeløb på to måneders fuld løn, når en medarbejder med en klausul bliver opsagt.

En anden afgørende ændring er, at arbejdsgiverens adgang til at lave modregning i anden indtægt bliver delvist fjernet. Selvom medarbejderen får et andet arbejde, skal arbejdsgiveren betale to måneders fuld løn, og derefter skal medarbejderen i resten af klausulperioden have en månedlig kompensation på mellem 16 og 24 pct. af sin løn. Det er en væsentlig stramning af reglerne.

Sidste udkald for kontrakter med gamle regler

Der har netop været frist for høringssvar, og loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2015. Lovforslaget indeholder dog adskillige tvivlsspørgsmål, hvorfor der forventes en vis "justering" af lovforslaget inden dets ikrafttræden.

De nye regler kommer kun til at gælde for kontrakter indgået efter lovens ikrafttræden. Virksomheden kan derfor skynde sig at indgå nye ansættelsesklausuler efter de gamle regler, forudsat at varslingsreglerne iagttages, og medarbejderne accepterer klausulen med det "gamle" indhold. Men det er sidste udkald. Hvis lovforslaget vedtages, bliver det fremover samlet set både sværere og dyrere for arbejdsgiverne at bruge konkurrence- og kundeklausuler.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret