Plesner samarbejder med Erhvervsstyrelsen, Gældsstyrelsen og Skattestyrelsen om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet

Case News
I tæt samarbejde med Erhvervsstyrelsen, Gældsstyrelsen og Skattestyrelsen har Plesner medvirket til at identificere og behandle et kompleks af nu konkursramte selskaber med tilknytning til en rådgiver, som Erhvervsstyrelsen mistænkte for at facilitere økonomisk kriminalitet.

Erhvervsstyrelsen har i deres årsberetning for kontrol og tilsyn for 2025 anført følgende om sagskomplekset og samarbejdet:

" EN FACILITATORS NETVÆRK

I et samarbejde på tværs af Erhvervsstyrelsens kontrolområder og med eksterne aktører, kuratorer og Gældsstyrelsen, har styrelsen identificeret en rådgiver, som styrelsen mistænkte for at facilitere økonomisk kriminalitet.

Mistanken gik på, at facilitatoren stillede sit netværk af danske virksomheder til rådighed for personer med tilknytning til omfattende økonomisk kriminalitet. Indsatsen blev indledt, da Erhvervsstyrelsen iværksatte en kontrolindsats af ejerforholdene i 15 virksomheder med tilknytning til facilitatoren.

Alle 15 virksomheder er efterfølgende blevet oversendt til skifteretten med henblik på tvangsopløsning.

Gennem kurators behandling af konkursboerne blev der efterfølgende afdækket en ejer- og kontrolstruktur, som havde forbindelse til yderligere en række personer involveret i økonomisk kriminalitet.

På den baggrund identificerede Erhvervsstyrelsen yderligere 18 virksomheder, som herefter blev underlagt en kontrol af virksomhedernes ledelses- og ejerforhold, ligesom styrelsen indledte en række bogføringskontrolsager. 15 af de 18 virksomheder indsendte ikke tilstrækkelig dokumentation for virksomhedernes ledelses- og ejerforhold, og blev derfor oversendt til skifteretten med henblik på tvangsopløsning eller slettet fra CVR. 1 virksomhed indsendte tilstrækkelig dokumentation, hvorfor kontrollen blev afsluttet uden sanktioner, og i 2 af virksomhederne pågår kontrollen fortsat.

Erhvervsstyrelsen gennemførte derudover bogføringskontrol i en række af virksomhederne, men modtog alene bogføringsmateriale i én af kontrollerne. Kontrollen afslørede alvorlige mangler i virksomhedens bogføring og dokumentation samt antagelse om usædvanlige og mistænkelige udenlandske pengestrømme set i forhold til virksomhedens aktivitet.

Kontrollen af de i alt 33 virksomheder har således ført til:

  • 29 virksomheder blev oversendt til skifteretten med henblik på tvangsopløsning eller slettet i CVR.
  • 2 virksomheder har indsendt tilstrækkelig dokumentation, hvorefter kontrollen er afsluttet.
  • For 2 virksomheder pågår kontrollen fortsat.

Samarbejdet med andre myndigheder, med kurator samt internt i Erhvervsstyrelsen har været afgørende for at afdække, stoppe og forebygge forsøg på at sløre ejerskabsforhold og dermed undgå, at selskabskonstruktionen blev misbrugt til økonomisk kriminalitet."

Samarbejdet om selskabernes afvikling ved tvangsopløsning og konkurs understreger værdien af en koordineret indsats på tværs af myndigheder og rådgivere i arbejdet med at afdække økonomisk kriminalitet samt misbrug af selskabskonstruktioner.

Læs Årsberetning for erhvervsrettet kontrol og tilsyn i Erhvervsstyrelsen 2025